Undervisnings- og formidlingsafdelingen på ARKEN i Ishøj har de senere år inviteret folkeskolens billedkunstlærere ind i det, de kalder Kreativt Valgfagslaboratorium. Her deler de deres nytænkende undervisningsgreb, inspireret af samtidskunstens perspektiver og arbejdsmetoder, som lærerne kan tage med ud til eleverne i de ældste klasser, nu hvor billedkunst er blevet et eksamensfag.
Af Miriam Katz, Fagbladet Billedkunstneren #4 2024
Billedkunstfaget i folkeskolen gennemgår i disse år en forvandling: Fra – groft sagt – at have været et ’småbørnsfag’, hvor undervisningen stoppede i 5. klasse, fortsætter det nu frem til udskolingen. I dag kan elever i 7. og 8. klasse på de fleste skoler i landet vælge billedkunst som et af fire obligatoriske praktisk-musiske valgfag, som skal afsluttes med en prøve.
Med den nye status som prøvefag, som blev indført i 2019, følger ny læseplan og undervisningsvejledning. Og det stiller nye krav til billedkunstlærernes undervisning. For eksempel skal eleverne lære at arbejde eksperimenterende med egne billedprojekter, og de skal kunne reflektere nuanceret over både deres egne arbejdsprocesser, og over de kunstværker og billedkulturelle udtryk, som de møder i undervisningen.
Det kræver, at billedkunstlærerne styrker fokus på at udvikle elevernes sproglige og analytiske færdigheder. Og på at skabe gode rammer for elevernes eksperimentende, billedskabende arbejde. Men hvordan gør man så lige det i praksis?
Det ved de en hel del om på ARKEN Museum for Samtidskunst i Ishøj, der årligt tager imod tusinder af børn og unge fra blandt andet Vestegnens dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser i korte og længere undervisningsforløb.
En stor del af de besøgende børn og unge kommer i tredages forløb i det, museet kalder Laboratorium for Kreativ Læring. Ud fra de erfaringer, museets undervisere har gjort sig dér, knopskød for tre år siden udviklingsprojektet Kreativt Valgfagslaboratorium, der tilbyder kompetenceforløb til folkeskolens billedkunstlærere.
”Valgfagslaboratoriet udspringer af, at mange af de billedkunstlærere, der besøger os med deres skoleklasser, har efterlyst viden om, hvordan de kan tage nogle af de metoder, vi bruger, med tilbage til skolen og bruge dem i deres egen undervisning,” fortæller Jane Bendix, undervisnings- og udviklingsansvarlig på ARKEN.
På besøg i museumsundervisernes maskinrum
I valgfagslaboratoriet, som netop har afsluttet sin treårige projektfase og ventes at overgå til drift i år, har museumsunderviserne derfor inviteret billedkunstlærere ind til både lærerworkshops og undervisningsforløb med elever. Alt sammen for at dele de eksperimenterende læringsformater, som museets undervisningsafdeling har udviklet gennem årene.
I løbet af valgfagslaboratoriets projektperiode har cirka 25 billedkunstlærere fra i alt ni Vestegnsskoler deltaget. Dertil kommer lærerstuderende fra flere billedkunsthold på Københavns Professionshøjskole. Desuden har Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer i kraft af sit partnerskab med ARKEN deltaget som sparringspartner i projektet.
I valgfagslaboratoriet er der blevet eksperimenteret med, hvordan strukturen for et samarbejde med et lille valgfag på tværs af klasser kan se ud. Det er endt med en model, hvor hvert forløb finder sted hen over to hele undervisningsdage, to gange hvert skoleår. Aktiviteterne er dels foregået på museet, dels ude på skolerne, hvor museets kunstpædagogiske greb er blevet sat i spil i billedkunstundervisningen for 7. og 8. klasser.
”Vores fokus er på at skabe et rum at arbejde med kunsten i, der er trygt at være i for alle. Hvor der ikke er rigtige og forkerte svar, men hvor alle får mulighed for at være med i samtalen, der opstår både med, gennem og om kunsten. Den enkelte elev skal ikke præstere, men deltage i et åbent fællesskab, hvor vi undersøger kunsten sammen,” siger Jane Bendix.
Kunstundervisning kræver tid
Det har været vigtigt for museumsunderviserne, at valgfagslaboratoriets kompetenceforløb er foregået både på museet og ude på skolerne. Og at de har kunnet mødes med deltagerne flere gange over tid.
”Både for at vi kunne lære hinanden bedre at kende, og for at vi kunne få en bedre forståelse af de rammer, billedkunstlærerne arbejder i til dagligt,” siger Tue Løkkegaard, kunstformidler i ARKEN Undervisning og Formidling, der sammen med Jane Bendix har arbejdet i valgfagslaboratoriet.
De indså hurtigt, at de var nødt til at forstyrre skolens skemaplanlægning, hvis de undervisningsforløb, de kom ud til skolerne med fra valgfagslaboratoriet, skulle give mening:
”En almindelig billedkunstlektion varer halvanden time, hvilket ikke er befordrende for de fordybende processer, vi arbejder med. Det er stort set kun lige nok til at pakke alle redskaber og materialer ud – og så pakke det hele ned igen,” siger Tue Løkkegaard.
Tue Løkkegaard, kunstformidler i ARKEN Undervisning og Formidling, og Jane Bendix, undervisnings- og udviklingsansvarlig på ARKEN.
God tid er en afgørende faktor for vellykket kunstundervisning, påpeger ARKENS kunstundervisere.
”Billedkunst kræver et andet rum for fordybelse end dansk og matematik. Hvis skolerne vil sikre, at eleverne får mest muligt ud af undervisningen i billedkunst, kan de for eksempel samle lektionerne i fagdage og på den måde skabe mere sammenhængende tid. Det er flere af de skoler, vi samarbejder med, da også begyndt at gøre. Måske ud fra en erkendelse af, at billedkunstundervisning foregår på andre præmisser end de boglige fag,” siger Tue Løkkegaard.
Kunsten at tale om kunsten
Der er flere fokuspunkter i den kunstpædagogiske tilgang, ARKEN Undervisning har delt med lærerne i valgfagslaboratoriet. For eksempel:
- Proces frem for produkt
- Det kollektive frem for det individuelle
- Dialog og refleksion frem for fremlæggelse og bedømmelse
Fokuspunkterne udmøntes i enkle greb, der blandt andet skaber nye rammer for, hvordan eleverne kan tale om kunsten. Det sker i det, som i billedkunstfagets terminologi kaldes billedsamtale.
”I vores billedsamtaler eksperimenterer vi med, hvordan man kan komme væk fra de lidt stive fremlæggelser, hvor eleverne står foran deres klassekammerater og skal fortælle om værker eller om billeder, de selv har skabt. I stedet arbejder vi med ’benspænd’ af alle mulige slags, både sproglige og ikke-sproglige, som kan være med til at strukturere en samtale og skabe en åben dialog,” forklarer Jane Bendix.
”Et greb, der for eksempel fungerer rigtig godt i billedsamtalerne, er det, vi kalder ’del og helhed’. Her beder vi eleverne på skift beskrive først dele af, og derefter hele værker. Det gør, at alle kommer på banen og får sagt noget. Det skaber også en langsomhed i at kigge på et værk. Der sker noget virkeligt interessant, når man som gruppe ser systematisk og langsomt på et værk sammen uden at dømme det,” siger hun.
Et andet greb, som er udviklet til at tale om elevernes egne og hinandens billeder, er ’den gule snor’: En gul snor lægges i en cirkel på gulvet i undervisningslokalet. Underviseren eller en elev trækker et tilfældigt kort fra en bunke med ordkort og placerer det i cirklen. ’Kontrast’ står der måske, eller ’perspektiv’, ’kaos’ eller ’ukendt’. Nogle ord er billedkunstfagord, andre er mere åbne.
Nu skal eleverne, som er opdelt i mindre grupper, der hver råder over 4-5 billeder, vælge hvilket billede, som de synes, passer bedst til ordet i cirklen. Når de har kastet billedet ind i cirklen bag den gule snor, skal de begrunde, hvorfor de har valgt netop det billede til det ord.
I et af Kreativt Valgfagslaboratoriums forløb arbejdede undervisere og elever med udgangspunkt Esben Weile Kjærs kuratering af ARKENs samling i udstillingen BUTTERFLY! Det foregik dels med performative eksperimenter i udstillingen, dels med kollektive billedeksperimenter på skolen. FOTO ARKEN – Museum for Samtidskunst
”Det her greb handler om at træne eleverne i at tale nuanceret om billeder. Tit er de unges sprog meget vurderende: Er billedet flot eller grimt, er mit billede lykkedes eller mislykkedes. Her erfarer eleverne, at man kan tale om billeder ud fra ikke-dømmende kriterier. Og at der er mange mulige blikke på samme billede. Det handler om at få øje på forskellige muligheder og aspekter i billedet, og om at kunne sætte ord på dem. I stedet for at vurdere billedet – eller et hvilket som helst værk – som godt eller dårligt,” siger Jane Bendix.
Museumsunderviserne er optagede af at skabe et åbent rum at tale om kunsten i, men åbenheden kan også være krævende, fortæller de.
”Vi vil gerne undgå, at der opstår meningshierarkier, hvor nogen fortolkninger eller teknikker ses som bedre end andre. Men det er ikke altid nemt at rykke ved den autoritetstro, der kan være omkring kunsten, hverken hos elever eller lærere,” siger Jane Bendix.
”Vi har haft nogle sjove situationer, hvor billedkunstlærerne er kommet til os, efter at vi overfor eleverne har insisteret på, at der ikke er nogen rigtige eller forkerte tolkninger af et værk. Og så siger læreren: Ok, det var fedt, at I sagde, at alle tolkninger gælder, men hvad er det i virkeligheden kunstneren vil sige med det her værk?” fortæller Tue Løkkegaard.
”Det kan være svært at give slip på den kontrol, der traditionelt ligger i lærerrollen, hvor man er den, der har alle svarene. Men vi arbejder i et læringsrum, hvor vi vitterlig ikke har nogen entydige svar på, hvordan et værk skal forstås. I stedet er vi optagede af at undersøge det, der opstår mellem kunstner, værk og beskuer. For os indgår kunstnerens stemme altid i en ligeværdig dialog. Den er ikke hævet op over vores andres, men er del af en udveksling,” siger Jane Bendix.
Frugtbar og udfordrende faglig inspiration
I valgfagslaboratoriet har lærerne selv fået mulighed for at afprøve de kollektive arbejdsprocesser, som museumsunderviserne bruger.
Det kan for eksempel være at skabe fælles værker på store ark papir, der roterer mellem deltagerne, og hvor alle deltagere skiftevis tegner forgrund, baggrund, farvelægger etc. Og det kan være strukturerede billedsamtaler, hvor deltagerne for eksempel drøfter, hvad der sker i de kollektive processer i forhold til følelsen af ejerskab over billederne. Og deltagernes feedback har været positiv, fortæller Jane Bendix.
”Lærerne er glade for den faglige inspiration og erfaringsudveksling, der opstår i laboratoriet. Men en del giver også udtryk for, at det er en udfordrende proces, hvor de over tid skal vænne sig til at tænke anderledes, før de kan implementere det, de har lært her, i deres egen undervisning.”
Udfordringerne handler ikke kun om skemalægning og folkeskolens pressede hverdag. Men også om, at selve den tilgang til kunstundervisning, som lærerne møder i valgfagslaboratoriet, adskiller sig fra den traditionelle fagforståelse i billedkunstfaget.
”Vores undervisningsmetoder tager afsæt i samtidskunstens perspektiver og arbejdsmetoder. Vi prøver blandt andet at bryde med idéen om, at skabende processer kun handler om at nå fra a til b. I stedet træner vi eleverne i at arbejde i ikke-lineære skabende processer. Det kan måske til tider virke lidt uoverskueligt, men vores erfaring er, at der er meget at hente ved at lade sig inspirere af kunstneres eksperimenterende arbejdsprocesser,” siger Jane Bendix.
Billedøkologi i klasseværelset
Ligesom mange samtidskunstnere ser hun og ARKENs undervisningsteam skabende processer som cirkulære, og arbejder ud fra et bæredygtighedsperspektiv. Det betyder blandt andet, at alt det, eleverne skaber i valgfagslaboratoriet – det være sig værker, skitser, delprodukter og andet materiale fra arbejdsprocesserne – indgår i et billedøkologisk kredsløb, hvor alting altid kan tage nye former, krydsbestøves og indgå i nye skabende processer.
”Selvom vi selvfølgelig skal være færdige på et tidspunkt, så er vi optagede af, at kunstneriske processer aldrig helt slutter. Et værk kan danne afsæt for en performativ øvelse, en skitse er ikke kun forberedelse til et værk, men kan også bruges i andre skitser og nye processer. Alting er kim til noget nyt på kryds og tværs,” siger Tue Løkkegaard.
Og museumsunderviserne ser derfor et klart potentiale i at bruge samtidskunstnere som undervisere.
”Vi kan kun bakke op om at bruge kunstnere som undervisere. Det er super frugtbart, at undervisningen kan blive influeret af samtidskunstens praksisser. Her i ARKENs undervisningsafdeling er vi da også en blandet flok med både kunstneriske, pædagogiske og akademiske uddannelser,” siger Jane Bendix.
Samtidskunsten viser vej
Samtidskunstens perspektiver gennemsyrer tydeligt museumsundervisernes pædagogik.
”Al vores undervisning tager afsæt i museets aktuelle udstillinger, og i kunstneres arbejdsmetoder. Da iransk-danske Farshad Farzankia i 2021 for eksempel havde en stor soloudstilling hos os, viste vi eleverne en række filmklip, hvor kunstneren blandt andet taler om at arbejde med fragmenter, og om at forstyrre sin egen hjerne for at komme nye steder hen i arbejdet med et værk. Hans måde at bruge ordet ’forstyrre’ på var god til at forklare eleverne den måde, vi underviser på. Vi bruger forstyrrelser i form af små benspænd eller enkle regler, som skubber elevernes billedskabende processer i nye, uventede retninger. Det blev klart for eleverne, da de så Farzankias eksperimenterende arbejdsmetode,” siger Jane Bendix.
Også i museets tematisk kuraterede, kunsthistoriske udstillinger er der kunstneriske metoder, som kan inspirere til nye, konkrete greb i ARKENs undervisning. På 2022-udstillingen ’Kvinder i Opbrud’, zoomede museumsunderviserne blandt andet ind på den franske kunstner, forfatter og aktivist Claude Cahun og hendes iscenesatte fotografier, som hun skabte sammen med livsledsageren Marcel Moore.
Cahuns undersøgelser af forskellige former for selvfremstilling blev afsæt for en række performative øvelser, hvor eleverne afprøvede udvalgte dele af hendes performanceteknikker. Blandt andet ved at holde guldrammer op foran deres ansigter og udføre små ændringer af deres fremtoning – som at tage en badehætte på og ligesom Cahun vise sig frem uden håret som identitetsmarkør.
Foto: ARKEN – Museum for Samtidskunst
”Det var ret grænseoverskridende for mange af dem, men øvelsen varede kun ét minut, og alle kunne udføre det. Der sker noget spændende, når man eksperimenterer med mikroperformances, som gør samtalen med eleverne interessant. Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det skal være trygt at turde stille sig frem. Derfor udfører vi som undervisere altid selv øvelserne først for at afmontere den følelse af grænseoverskridelse, som kan opstå i rummet,” fortæller Tue Løkkegaard.
Jane Bendix tilføjer:
”Vi har i det hele taget gode erfaringer med at lægge et performativt lag ind i undervisningen. Performative teknikker fungerer som en didaktisk metode, der kan befri eleverne for noget af det pres, der kan være i at skulle stå frem og blive vurderet. Når eleverne får en rolle, hvor de træder et halvt skridt ud af sig selv og udtaler sig som en anden, forsvinder det her med at ’nu er jeg oppe og skal fremlægge’. Det kan være meget frisættende,” siger hun.
Ud med præstationspres, ind med samarbejde
At lære gennem kunsten, i stedet for om kunsten, løber som en rød tråd gennem alle de metoder, museumsunderviserne har delt med lærerne i valgfagslaboratoriet. Samtidig flytter de fokus fra den enkelte elevs præstation, dygtighed og teknik, over til kollektive arbejds- og erkendelsesprocesser.
”Kollektive processer, som for eksempel at skabe fælles værker, giver vigtige, nye perspektiver i undervisningen. Når eleverne for eksempel øver sig i at interessere sig for andres billeder, opdager de det dialogiske aspekt, der ligger i samtidskunsten. At kunst altid er en samtale om verden,” siger Jane Bendix.
”Ja, og at samtidskunsten kan være en samtale om, hvordan vi er i verden – at vi også er her som kollektive væsener, der er afhængige af at kunne tale sammen og samarbejde med hinanden,” tilføjer Tue Løkkegaard.
På den måde bliver samtalen om kunsten et fælles, tredje sted, der opstår i rummet mellem undervisere og elever.
”Vi opstiller altid meget tydelige rammer for, hvad der skal foregå i undervisningen, så vi skaber et fællesskab, som både er åbent og trygt at være i. På den måde bliver kunsten også et godt rum at arbejde med unges trivsel i,” siger Jane Bendix.
Der er altså meget at hente i en kunstundervisning med fokus på det kollektive. Men hvad sker der, når eleverne skal vurderes individuelt til eksamen?
”Det handler om at få øje på det individuelle ansvar i de kollektive processer. Vi træner eleverne i at kunne analysere og reflektere over de erfaringer, de gør sig undervejs i samarbejdet. Og det er de refleksioner, som lærerne kan vurdere den enkelte elev på til eksamen,” siger Jane Bendix.
Og hvad siger eleverne til en billedkunstundervisning, hvor det hverken er vigtigt at være dygtig til at tegne eller til at aflevere kloge tolkninger af kunstværker? Jane Bendix:
”I begyndelsen har nogle af eleverne ofte svært ved at lægge præstationskrav og perfektionisme fra sig. Men når de først har vænnet sig lidt til vores metoder, er de oftest positivt overraskede. Vi møder virkelig tit elever, der siger: ’Jeg vidste slet ikke, at kunst kunne være sådan noget som det, vi arbejder med her. Og at det kan være så sjovt at gå i skole’”.
Kreativt Valgfagslaboratorium tilbyder kompetenceforløb for folkeskolens billedkunstlærere.
Det er etableret som et udviklingsprojekt i 2020 af ARKEN Undervisning og Formidling og ventes at overgå til drift i år. I valgfagslaboratoriet er der blandt andet fokus på at eksperimentere, at arbejde kollektivt i billedlige undersøgelser og at samtale om billeder og billedskabende processer.
Foto: ARKEN – Museum for Samtidskunst
Formålet er at udvikle didaktik, metoder og faglige tilgange i valgfaget billedkunst gennem brug af ARKEN Undervisnings kunstpædagogiske praksis og viden om undervisningsmetoder. Udviklingsprojektet blev realiseret i samarbejde med ni Vestegnsskoler og læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer har været partner i projektet, der blev støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Kreativt Valgfagslaboratorium er en knopskydning af Laboratorium for kreativ læring, hvor ARKEN i tæt samarbejde med folkeskoler i Ishøj, Brøndby, Høje Taastrup, Vallensbæk og Greve Kommune bruger museet som eksternt læringsrum og udvikler modeller for, hvordan kulturinstitutioner kan være med til at styrke den åbne skole.