”Vi sigter efter en mere demokratisk kunstverden”

01.06.20 | Nyheder

Af Britt Esrom

Den nomadiske udstillingsplatform f.eks. er på shortlisten til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020. Den er drevet af billedkunstnerne Scott William Raby og Rikke Ehlers Nilsson, som fra basen i Aalborg tilrettelægger projekter med stedsspecifik samtidskunst. Gennem kritisk dialog og eksperimenterende formater vil f.eks. gøre samtidskunsten tilgængelig for et nyt publikum, fortæller Scott William Raby:

”Vi er meget inspirerede af kunstlivet i blandt andet Holland, hvor der findes ikke bare ét, men flere kunstneriske epicentre rundt om i landet. Det betyder, at samtidskunsten ikke kun er forbeholdt folk i hovedstaden.

På samme måde forsøger vi at bidrage til et kunstnerisk epicenter uden for København, så samtidskunsten kan nå bredere ud i landet. Ikke kun geografisk, men også i overført betydning.

Se hele shortlisten til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020 her…

Vi ønsker at gøre samtidskunsten mere tilgængelig for et bredt publikum på tværs af skel, herunder for eksempel uddannelsesbaggrund, alder og etnicitet. Med en udstillingsplatform uden fast adresse faciliterer vi kunstprojekter, der ikke passer ind i det gængse galleri, og det kan i sig selv tiltrække et andet publikum.”

f.eks.-workshop med de brasilianske kunstnere Luiza Crosman og Pedro Moraes, Spritten, Aalborg 2019. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Hvorfor vælger I at arbejde for at formidle kollegers udstillinger?

”Det er nødvendigt med steder, der giver samtidskunsten mulighed for at eksperimentere med organisering, formater og udtryk. Det skaber den udvikling og kant, der driver samtidskunsten fremad – og i nye retninger.

f.eks. er en platform, hvor vi i høj grad opfordrer til, og løfter projekter, der fokuserer på innovative praksisser, kritisk dialog og eksperimenterende tilgange til samtidskunsten.

Platformen har også givet os et kunstnerisk netværk og mulighed for nye samarbejder. Vi har for eksempel oplevet, at f.eks. har givet os, og kunsten generelt, en stemme over for de lokale kulturpolitikere. Det er dog endnu for tidligt at sige, om det vil afspejle sig i den konkrete politik på området.”

Lukas Heistinger og Bernhard Garnicnig: AAAA, f.eks. 2019. Foto: Niels Fabæk.

Hvad kan et kunstnerdrevet sted som jeres, som institutionelle udstillingssteder ikke kan?

”Kunstnerdrevne platforme er med til at skabe en mere demokratisk kunstverden, både for kunstnerne og for publikum. Platformen giver os samtidig bedre muligheder for at eksperimentere og skabe nye måder at interagere på end mere etablerede steder. Det er projektet AAAA af Lukas Heistinger og Bernhard Garnicnig et fint eksempel på.

Gennem en sejlads på Limfjorden lancerede kunstnerne en byfornyelseskampagne med fokus på en bæredygtig kulturstrategi for Aalborg.

Siden har Lukas Heistinger og Bernhard Garnicnig og f.eks. videreudviklet projektet til Aalborg Artist’s Association (AAAA), der er et kunstpolitisk netværk bestående af lokalt udøvende kunstnere.”

Piscine: Destination Aalborg, f.eks. 2019. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

 

7 Walks: From Albisola to Læsø. Vermeir & Heiremans (BE) and Luke Mason (UK), f.eks. 2020. Foto: Niels Fabæk.


 f.eks. er etableret i 2019 som kunstnerdrevet udstillingsplatform i Danmarks fjerdestørste by, Aalborg.
Fra 2019 – 2020 afvikler f.eks. et toårigt udstillingsprogram, hvor danske og internationale kunstnere inviteres til at udføre stedsspecifikke sociale installationer, pop-up events og foredrag. Blandt meget andet. Fælles for de inviterede kunstnere er, at deres praksisser har fokus på kollektivitet og samarbejds- og researchbaserede projekter. Det toårige udstillingsprogram holder midlertidig pause på grund af myndighedernes restriktioner i forbindelse med coronavirusset. f.eks. er ved at undersøge, hvornår de kan genoptage programmet. Hold øje med platformens webside her:
https://f-x.dk 

Foto øverst: Ud af den hvide kube.
f.eks. platform i samarbejde med Kunstpionererne, Art Room 1000fryd og Big Shark, Aalborg 2019.