Uddelingen af BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2021  fandt sted ved åbningsfesten hos Juxtapose Art Fair i Godsbanen i Aarhus, d. 20. august 2021. Juryen bestod i år af billedkunstner Sofie Thorsen, kunstrådgiver og kurator Mette Woller og BKF’s formand Nis Rømer.

Motiveringstale af juryformand Nis Rømer:

Det vi gør, sætter sig spor i generationer!

Den danske konge sendte mange gange sine jægere til Bornholm for at skyde krondyr, der blev saltet ned i tønder og sendt til hoffet. Men efterhånden forsvandt både kronvildt og skov. Almindingsskoven blev fældet og brugt til tømmer og brænde, og nye kom ikke til, fordi husdyrene åd de friske skud. I år 1800 var Almindingens skov stort set forsvundet og det sidste krondyr skudt.

SOLFEST. Udstilling m. bidrag af Peter Voss-Knude, Marie Rafn, Alexander Brix Tillegreen, Ragnhild May, Majse Vilstrup, Signe Boe og Sofie Amalie Andersen. Sol 2020.

Men så kom vendingen – og det var faktisk en af mine forfædre Hans Rømer, løjtnant ved det sjællandske jægerkorps, der på kongens bud indhegnede Almindingen og genopdyrkede den som skov.

Andre kom siden til og fortsatte arbejdet. Men pointen er, at vi skal arbejde for de fælles offentlige rum, hvor vi kan mødes. De opstår ikke af sig selv, det kræver en masse initiativ og de skal vedligeholdes og passes.

Kære Sol – tak fordi I bygger en ny Alminding på Bornholm og gør den offentligt tilgængelig!

Tak også for, at I vedligeholder og udbygger den og samarbejder med lokale foreninger. For én ting er at skabe et offentligt rum, som et kunstnerdrevet sted er. Noget andet er at vedligeholde det som Mierle Laderman Ukeles – en af mine yndlingskunstnere – gør opmærksom på:

Kunst handler ikke kun om at skabe noget. Det handler i lige så høj grad om at vedligeholde; steder, vores relationer, alle de vigtige ting mellem os, hvor kunsten er vigtig.

Kim Layborn: Det bevidste landskab. Sol 2020.

Juryen var ikke i tvivl om, at Sol og jeres arbejde skulle præmieres.

I har ikke bare lokale ambitioner om at bringe samtidskunst til Nexø, men også om at bygge længerevarende relationer, og vi kan ikke vente med at komme og se jeres sted på den gamle industrihavn i Nexø på Bornholm.

Udstillingsstedet Sol er stiftet af billedkunstner Sofie Amalie Andersen.

Udstillingsprogrammet for 2021 er kurateret og organiseret af Signe Boe og Sofie Amalie Andersen.

Læs også: Nomineret: Frihed til at afprøve kunstneriske grænser…

Billedkunstner Sofie Amalie Andersen, Sol. Foto: Click Film/BKF.