Før lå nyfangede fisk side om side her i fiskeauktionens kølerum. I dag fyldes lokalet på havnen i Nexø af ny samtidskunst fra ind- og udland.
Det tidligere kølerum er nemlig omdannet til udstillingsstedet Sol, der siden 2019 har præsenteret både det lokale bornholmske publikum og besøgende turister for udstillinger, der måske ikke ville have fundet vej til klippeøen, hvis ikke det var for det nye rum for samtidskunst i Nexø.
Sol, der er blandt de nominerede til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2021, er stiftet af billedkunstner Sofie Amalie Andersen. Da hun flyttede til Bornholm i 2018, opdagede hun, at den lokale scene for samtidskunst var begrænset, og at der især i Nexø, hvor hun bor, ikke rigtigt fandtes nogle mødesteder for kunstinteresserede:
Udstillingsstedet Sol. Neksø Havn, Bornholm.
“I modsætning til kunsthåndværksfeltet, der på Bornholm er massivt repræsenteret og velorganiseret, er billedkunstfeltet på øen fragmentarisk og generelt underrepræsenteret. Derfor tog jeg initiativ til at starte et udstillingssted, hvor jeg kunne invitere andre kunstnere til at komme og lave udstillinger, der var i stand til at udfordre lokalmiljøet og de mange tilkommende turister. Da jeg fandt lokalet på havnen i Nexø, forekom det mig som et perfekt udgangspunkt for kunstnerisk dialog med Nexøs lokalmiljø og -historie,” fortæller Sofie Amalie Andersen.
Bag udstillingsstedet Sol står i dag foreningen Sol Nexø, der ud over stifteren består af en række andre kunstnere, både lokale og bosiddende andre steder i Danmark og i udlandet. I 2019 og 2020 har Sofie Amalie Andersen haft en både kuraterende og organiserende rolle, men i år har hun inviteret billedkunstner Signe Boe til at kuratere hoveddelen af udstillingsprogrammet, mens Sofie Amalie Andersen fortsat er fungerende leder og organisator.
Kunst åbner for nye samtaler
I årets program har Sol fokuseret på at skabe konkrete samarbejder med lokale institutioner og erhvervsliv, og en af de udstillinger, der i høj grad har engageret lokale Neksø-borgere, er Jens Hüls Funders GRACE PERIOD IS OVER, der fandt sted i april.
Jens Hüls Funder: GRACE PERIODE IS OVER. Sol 2021.
Udstillingen var delt over to steder: I Sols eget lokale i den sydlige del af havnen var der installeret en række værker, bestående af Ahornblade syet sammen med snørebånd og monteret på væggen med legoklodser. I den nordlige del af havnen, på skate- og legecenteret Værftet, havde Funder skabt en installation i den store skate-hal, der bestod af store bannere, som var printet med reklamer for kommercielle tv-produktioner.
“Værftet er drevet af en kristen forening, og er populært blandt børn og unge. Det var på mange måder et utraditionelt, men interessant samarbejde, vi fik op at stå. Ligesom samtidskunst kan forekomme som et ‘lukket’ rum for mange mennesker, kan det religiøst betingede rum også forekomme hermetisk lukket for udenforstående. Men Funders udstilling skabte på én gang distance og nærhed og igangsatte mange spørgsmål om visuel kultur – og om de mange koder og symboler, der følger os i vores dagligdag,” fortæller Signe Boe.
At engagere publikum og skabe nye samtaler er kvaliteter, der kendetegner Sols udstillinger. Det gælder også f.eks. Kim Layborns Det bevidste landskab (juni/juli 2020), hvor kunstneren bl.a. skabte en installation, bestående af beton og plasticplanter, fluorescerende lamper og ventilatorer.
Kim Layborn: Det bevidste landskab. Sol 2020.
“Udstillingen udsendte en dystopisk energi, der fik besøgende til at reflektere over spørgsmål omkring natur og miljø. Ikke mindst set i lyset af Nexø havns egen historie, hvor fiskeindustrien, som følge af overfiskeri, forurening og handelskvoter led et alvorligt knæk i 90’erne. Udstillingen berørte mange mennesker, der var ivrige efter at at tale videre om miljø og klimaspørgsmål. Men der var også mange, både børn og voksne, som oplevede udstillingen som et legende og indtagende rum i sin umiddelbare form,” fortæller Sofie Amalie Andersen.
Smal kunst for bredt publikum
Kunstneres selvorganiserede projekter spiller en afgørende rolle forudviklingen i hele i kunstlivet, fordi de udelukkende drives af kunstnerisk nødvendighed, mener Sofie Amalie Andersen og Signe Boe.
“Kunstnerdrevne udstillingssteder tilbyder alternativer til de etablerede institutioner og kan bryde med konforme økonomiske, politiske og æstetiske (ens-)retninger. Vi har i Sol valgt at organisere os på en måde, hvor vi er 100% ikke-kommercielle, men til gengæld er vi afhængig af støtte fra diverse fondsmidler. Det giver en frihed i forhold til at adskille driften af udstillingsstedet fra vores private kunstnerøkonomi – men til gengæld fører fondsmidler en række krav om tilgængelighed og synlighed med sig, som somme tider kan virke svært opnåelige,” siger Sofie Amalie Andersen og uddyber:
“At få en bredere offentlighed til at interessere sig for smal samtidskunst er ikke let. Men samtidig er det heller ikke bæredygtigt at insistere på at fremstille udstillinger, der koster tid og penge, for et fåtal af befolkningen. Dette er et dilemma vi lever med, og vi forsøger på bedste vis at balancere udstillingerne, så de er åbne og interessante for så mange som muligt, uden at de på nogen måde går på kompromis med den kunstfaglige integritet.”
SOLFEST. Udstilling m. bidrag af Peter Voss-Knude, Marie Rafn, Alexander Brix Tillegreen, Ragnhild May, Majse Vilstrup, Signe Boe og Sofie Amalie Andersen. Sol 2020.
Udviklende bidrag til faglig samtale
“Fordi der ikke findes så mange gallerier eller andre udstillingssteder på Bornholm, der tilbyder divers samtidskunst af høj kvalitet, har vi indrettet os og kommunikerer på en måde, der minder lidt om de mere etablerede institutioner – fordi vi brændende ønsker at lobbye for kunstområdet lokalt. Men vi har også erfaret, at der er store forskelle på os og institutionerne, først og fremmest fordi vi selv er kunstnere med egne karrierer at passe.”
“Mest af alt ønsker vi os frihed til at afprøve kunstneriske grænser. Det, som vi kan savne, både som billedkunstnere og i kuratorrollen, er en kritisk samtale om udstillingerne, og det ville der være bedre grobund for, hvis vi alle begyndte at se udstillingerne på de kunstnerdrevne steder som udviklende bidrag til en faglig diskussion.”
Spørger man Sofie Amalie Andersen og Signe Boe om, hvad der kunne forbedre vilkårene for kunstnerdrevne steder, har de både overordnede og helt lavpraktiske bud på svar:
“På et meget generelt – og utopisk – plan skulle der være mere undervisning i kunst, mere omtale af kunst, mere støtte til kunst i Danmark, så flere folk, også i provinsen, kunne udnytte de mange spændende kunstnerisk drevne initiativer rundt omkring i landet,” siger Signe Boe. Sofie Amalie Andersen supplerer:
“På et helt konkret plan ville det være en hjælp hvis for eksempel støtteordningerne fra Statens Kunstfond, f.eks. det 1-årige udstillingsprogram, havde flere deadlines end bare én årlig. Det er vigtigt at anerkende at kunstnerdrevne udstillingssteder er fleksible størrelser, og at det er deri, at deres største potentiale ligger.”
SOLFEST. Udstilling m. bidrag af Peter Voss-Knude, Marie Rafn, Alexander Brix Tillegreen, Ragnhild May, Majse Vilstrup, Signe Boe og Sofie Amalie Andersen. Sol 2020.