44Møen på BKF’s gratisliste

14.06.23 | Nyheder

Et nyt udstillingssted, 44Møen, er nu føjet til listen over udstillingssteder, hvor medlemmer af Billedkunstnernes Forbund (BKF) har gratis adgang. Dermed kan kunstnere, der er medlemmer af BKF, nu komme gratis ind på cirka 75 kunsthaller og kunstmuseer landet over.

44Møen præsenterer sig således på deres hjemmeside:

”Kunsthal 44Møen er et internationalt udstillingssted, der bygger på et mangeårigt samarbejde mellem Bjørn Nørgaard og Ursula Reuter Christiansen, som begge bor på Møn, afdøde komponist og FLUXUS-kunstner Henning Christiansen samt internationale aktører omkring FLUXUS-bevægelsen med den tyske kurator og kunstsamler René Block i spidsen. Aktørerne startede i 2007 Kunstforeningen 44 Møen, der står bag og driver Kunsthallen. Siden åbningen i 2008 er stedet – et tidligere autoværksted – blevet bygget om og renoveret. I dag fremstår det som en supermoderne kunsthal af international standard med udstillinger af høj kvalitet.”

Man får adgang til udstillingsstederne ved at fremvise et gyldig medlemskort af BKF. Se hele listen over udstillingssteder med gratis adgang for BKF-medlemmer her.

Tag kortet med på rejse

På bagsiden af BKF-medlemskortet er det såkaldte IAA-kort trykt. Det giver gratis adgang til en lang række udstillingssteder i udlandet.

IAA-kortet udstedes af organisationen International Association of Art (IAA), der informerer om, hvordan kortet fungerer internationalt her.

Foto af 44Møen: Thomas Gunnar Bagge