Billedkunstner sætter kunstmarkedet til debat

16.05.19 | Nyheder

Billedkunstner Hannah Toticki Anbert har udarbejdet en række salgsprincipper, som gør det muligt for hende både at sælge sine værker til dem med store lønninger og tilsvarende samlinger – og dem uden.

Hun er nået frem til en model, hvor værkerne i stedet for at koste en fast pris, koster en procentdel af køberens månedsløn før skat. Procentdelen svarer til den tid og de ressourcer, som hun selv skønner at have brugt på værket, og den endelige pris udregnet af køberen selv, baseret på gensidig tillid mellem kunstner og køber.

Hannah Toticki Anbert har tidligere fortalt om sin alternative, eksperimenterende forretningsmodel bl.a. i BKF’s fagblad Billedkunstneren, og nu bringer onlinemagasinet Kulturmonitor et stort interview med kunstneren, hvor hun fortæller om sine erfaringer og om tankerne bag projektet:

“Jeg syntes, at kunstmarkedet var et meget utiltalende marked at begive mig ud på, dengang jeg skulle begynde at sælge min kunst. Jeg oplever det som om kunsten, i nogle dele af kunstverdenen i hvert fald, bliver behandlet som rene investeringsobjekter. Det handler om, hvor mange penge, man kan tjene på den. (…)

Hele den måde at tænke kunst og kunstsalg på tiltaler mig slet ikke. Kunsten bliver sådan et værdipapir, som rige mennesker kan udveksle mellem hinanden. Så jeg var nødt til at overveje, hvordan det gav mening for mig at sælge min kunst. For jeg synes jo, at det er spændende at have værker, som bliver en del af en samling eller rejser ud i verden. Men jeg vil også gerne kunne sælge til nogen, der bare synes, at et værk er pænt og kan have glæde af at have det hængende over en sofa. (…)

Jeg tror, at hele den måde, vi tænker økonomi på i dag, er vigtig at udfordre – også med små eksperimenter som det her. Det kan bidrage til, at vi får noget udveksling og noget erfaring i at tale om de her ting. Når alt kommer til alt, handler det om, at den økonomiske model, vi har i dag, er uholdbar, både fordi den skaber accelererende ulighed, og fordi kloden ikke kan holde til den konstante ekspansion i produktion, som den kapitalistiske model bygger på. Derfor bliver vi nødt til at prøve at finde andre måder at have vores økonomiske relationer på. Mit eget eksperiment er jo bare en lille dråbe i havet, og systemet har stadig en masse faldgruber, men her, hvor jeg står lige nu, er det i hvert fald én mulig måde at få nogle erfaringer med at tænke økonomi anderledes.”

Foto øverst: Trygve Victor/Kulturmonitor.

Læs også artiklen om Hannah Toticki Anberts arbejde i Fagbladet Billedkunstneren:

“Jeg vil gerne have folk til at tænke over, hvad det gode liv er”

 

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.