BKF støtter kunstnere med handicap med ny pulje

09.05.22 | Nyheder

Som en naturlig forlængelse af BKF’s politik for ligestilling og mangfoldighed i kunstlivet har forbundet nu oprettet en Tilgængelighedspulje, hvor kunstnere med handicap har mulighed for at søge midler til assistenttimer i forbindelse med værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv.

”Med denne nye pulje ønsker vi at gøre en konkret indsats i arbejdet med at skabe ligestilling i arbejdslivet for en gruppe kunstnere, der oplever meget alvorlige barrierer i forbindelse med deres deltagelse i kunstlivet. Vi tager her medansvar for at sikre, at alle kunstnere får de bedst mulige betingelser at drive deres kunstneriske virksomhed under. Jeg er meget glad for, at det er muligt for os at gøre en konkret indsats og håber også, at det vil inspirere flere aktører til at tage del i arbejdet med ligestilling og mangfoldighed på kunstscenen.” siger BKF’s forperson Marie Thams.

Kunstnere, der kan komme i betragtning til Tilgængelighedspuljen kan for eksempel være:

  • kunstnere med ordblindhed, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance i forbindelse med fondsansøgninger,
  • kunstnere med funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller en researchrejse,
  • kunstnere med handicap, der søger midler til en værkstedsassistent i forbindelse med nye værkproduktioner og udstilling.

Der kan ansøges om kr. 2.000 – 10.000 pr. projekt. Næste ansøgningsfrist er d. 15. juni og herefter fire gange årligt.

Find yderligere oplysninger og ansøgningsskema her

 

Foto øverst: Mohammad Barrangi: Rescue (2018). © The Trustees of the British Museum. Foto: Andreas Simopoulos