Det er ikke kunstens ansvar at gå i kamp

04.12.20 | Nyheder

Samtidskunst kan gøre os følsomme for det, der må ændres, for at vi kan skabe levedygtige verdener på en sårbar planet. Men det er ikke kunstens ansvar at gå i kamp, heller ikke for klimaet, mener folkene bag mikroforlaget og udstillingsplatformen Laboratorium for Æstetik og Økologi.

— Hvilken rolle kan samtidskunsten spille i kampen mod klimaforandringerne?

Vi mener ikke, at samtidskunsten skal have nogen bestemt rolle. Og heller ikke, at det er kunstens ansvar at gå i kamp. Kunsten skal være fri og undersøgende, åbne døre og vise (nye) veje. De kunstneriske praksisser, som interesserer os, og som vi ønsker at være i dialog med, er på forskellig vis engageret i at skabe fortællinger og stille spørgsmål, som udfordrer en række problematiske strukturer og vanetænkninger såsom individualisme, acceleration og natur/kultur-kategorier. Forhold, der bliver ved med at skabe alvorlige konsekvenser for os alle, både individer, grupper, andre arter og kloden. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er en én samtidskunst og heller ikke én kamp, men flere kriser, friktioner, fortællinger med forskellige protagonister, som udspiller sig helt forskelligt og på mange steder! De kræver forskellige regenerative omsorgs- og modstandspraksisser baseret på solidaritet og fællesskaber.

Samtidskunstens potentiale er blandt andet, som vi ser det, at udforske og pege på de mange forskellige økologier og kriser og deres overlap: Social uretfærdighed, raciale uligheder og planetarisk skrøbelighed, der mødes. Det er ikke samtidskunstens opgave at skabe løsninger, men den gode kunst kan gøre os følsomme for det, der må ændres for at vi kan skabe levedygtige verdener på denne sårbare planet.

— Hvordan tænker I, at man som kunstner eller kunstarbejder selv kan blive en del af de forandringer, klimakrisen nødvendiggør?

Isabelle Andriessen, Weathering: Tidal Spill (day 331), 2019. SixtyEight Art Institute. Kurateret af Miriam Wistreich, Laboratorium for Æstetik og Økologi. FOTO David Stjernholm.

Som vi ser det, er det en forkert præmis, at man som enkeltindivid – kunstner eller kurator – skal tage ansvar for klimakrisen, selvom det kan føles som den eneste mulighed, når realpolitikken og kapitalismen med sin forurening buldrer derudaf. Man kan selvfølgelig se på sin praksis og overveje dens blinde vinkler; hvilke perspektiver har jeg glemt? Bæredygtighed handler ikke kun om at blive veganer og holde op med at bruge giftig epoxy. Det handler om dybe vanetænkninger og strukturelle ændringer af systemer, der tvinger os til at blive ved med at udbytte planeten og hinanden.

For os handler det om at agere lokalt, kollektivt og omsorgsfuldt, gå i samtale på tværs af fagfelter og privilegier, skrue tempoet ned og lytte til de stemmer, som bliver holdt udenfor og forsøge at oprette rum, der modsiger kapitalismens sprog og matrix. Det er vildt svært, og vi famler hele tiden og fejler tit.

— Hvad kan kunstinstitutioner, biennaler og kunstmesser gøre anderledes for at undgå at medvirke til fortsat accelerering af klimakrisen?

Madison bycroft, Bureau of Neutrality and the Half Sung, Detail, watery worldings, installation shot: Malthe Folke Ivarsson. Laboratorium for Æstetik og Økologi 2018.

Vi har selv tænkt meget over, hvordan vi arbejder, og hvordan vi kan gøre det mere omsorgsfuldt og bæredygtigt. Vi forsøger at tænke i samarbejder og samproduktioner med andre aktører, gerne i længerevarende processer, der ikke altid udmunder i et ‘produkt’. Vi prøver ikke at lade os underlægge kunstfeltets – og samfundets – pres om produktion, innovation, nytænkning og ressourcekrævende produktioner i store skalaer. Men det kan være svært at hvile i ’småt er godt logikken. Både fordi vi jo, som alle andre, gerne vil have anerkendelse for vores arbejde, fordi man som mindre aktør let bliver overhalet af de store fisk – og fordi det kan være svært at rejse midler til utraditionelle produkter og vidensproduktioner, der foregår ’bag scenen’.

Et af de konkrete spørgsmål, vi konstant overvejer i Laboratoriet, handler om internationale samarbejder og flyvning. Vi inviterer efterhånden sjældent samarbejdspartnere, som skal rejse oversøisk, også selvom det kan gøre ondt i hjertet. Vi forsøger selv at flyve mindst muligt, hvilket ofte er udfordrende pga. forskellige strukturer, vi arbejder i og under, såsom manglende ressourcer i form af økonomi og tid. For at komme de her symptomer til livs skal der ske en grundlæggende overhaling af hele vores måde at tænke arbejde og (kunst)produktion på. Så følgende spørgsmål melder sig: hvilke andre ødelæggende normer og processer skal vi afmontere (strukturel racisme, ulighed på tværs af klasse og køn, udbytning af prekære kroppe og ressourcer, vækst og produktionskrav) for at skabe rammerne om en bedre (kunst)verden?

Laboratorium for Æstetik og Økologi er stiftet i 2014 og består af medlemmer med baggrund i kulturstudier og litteraturvidenskab. De arbejder med spørgsmål om klimakrise, ulighed og udnyttelse, i et eksperimenterende krydsfelt mellem økologier og feminisme. Kollektivet kuraterede årets udgave af den alternative kunstbiennale alt_cph med temaet ’Mønstre i modstand’.

Øverst: A. rawlings, Intime (2018). Hydrosphere, Øresund, Laboratorium for Æstetik og Økologi. FOTO David Stjernholm.

Artiklen her er bragt i fagbladet Billedkunstneren #4 2020.