Af Steen Bruun Jensen, Billedkunstneren #2 2023
Et godt to år langt coronaafbrudt artist in residence-huskunstnerophold i Guldborgsund Kommune nærmer sig sin afslutning for de to billedkunstnere Thomas Seest og Søren Lose. Et ophold de gik ind til med en lyst til at afprøve kunstneriske idéer, visioner og udtryksformer i en ny og uvant kontekst, som de på forhånd skrev i deres ansøgning til Statens Kunstfond.
Roelygte. Foto Thomas Seest
At det netop blev Guldborgsund kommune – der består af hele Falster og cirka den østlige tredjedel af Lolland – skyldes nok, at Søren Lose er født på Lolland, men egentlig var det Thomas Seests idé ud fra en forestilling om, at på Lolland-Falster risikerede ens projekt ikke at drukne i et i forvejen stort kunstnerisk udbud, og at der samtidig var masser af plads og måske endda tomme huse, man kunne udfolde sine kunstneriske visioner i.
De to billedkunstnere havde tre overskrifter for deres huskunstnerophold, nemlig Bæredygtighed, Utopi og Samarbejde, og en ambition om at eksperimentere med de gængse opdelinger mellem kunst, kultur og hverdagsliv. Deres incitament var at gå fra at være ’egokunstnere til økokunstnere’, som de formulerer det, og implementere kunsten på et andet plan i et positivt samspil mellem kunst, mennesker og natur i samarbejde med lokale aktører som erhvervsvirksomheder, museer, landbrug, foreninger, skoler, gymnasier og erhvervsskoler. Alt sammen med den ydmyge ambition at gøre verden til et lidt bedre sted at være. Og det tappede meget godt ind i Guldborgsunds egne dagsordener:
”De har haft andre kunstnere end os nede at arbejde med dem, og har fået samtidskunst ind i kommunen på forskellige planer, så på den måde, var det det helt rigtige sted at komme. De forstod vores visioner om bæredygtighed, utopi og samarbejder,” siger Søren Lose.
Fik foræret en park
På forhånd havde Thomas Seest og Søren Lose forestillet sig, at den rigelige plads, som de havde set frem til at udfolde sig på, kunne være i form af en mark stillet til rådighed af en lokal godsejer eller lignende. En sådan aftale kom dog aldrig i stand. I stedet viste det sig, at rådhuset, hvorfra de arbejdede, var omgivet af et to hektar stort parkområde, der egentlig hed Rådhusparken, men som de to kunstnere valgte at navngive Vild Park i tråd med Guldborgsunds ambition om at blive Danmarks vildeste kommune. Da de blev opmærksomme på parken, var store maskiner dog i gang med at kvase en mindre skov og omdanne den til træflis, hvilket på ingen måde er befordrende for biodiversiteten:
”Da vi spurgte til det, fik de ansvarlige røde ører, og derfor så de pludselig en mulighed i, at vi to kunstnere fik råderetten over den raserede park,” siger Thomas Seest. Og således gik det til at Vild Park blev centrum for de fleste af de aktiviteter, som kunstnerparret har sat i gang i løbet af deres kunstnerophold.
Vild Park Healing Festival, Slim & Krystal ASMR Ground Healing. Foto: Søren Lose
”I og med at vi fik råderetten, begyndte vi at arbejde med Teknik & Miljø, som udgør en meget stor del af rådhuset. På den måde fik vi ikke bare maskiner til rådighed, men også en helt anden form for opbakning og en mulighed for at arbejde på tværs af rådhuset, samtidig med at vi kunne søge Statens Kunstfond og andre puljer, så vi kunne invitere andre kunstnere til aktiviteter i parken,” siger Thomas Seest, der sammen med Søren Lose som noget af det første fik en healing-festival op at stå, som kunne råde bod på de ødelæggelser, som parken havde været udsat for.
”Da vi startede som huskunstnere havde vi fået at vide, at vi skulle være opmærksomsomme på, at vi repræsenterede kommunen, og at vi derfor havde et ansvar. Det havde så også den effekt, at når vi sagde, at vi healede rådhusparken, så bragte vi noget ind på rådhuset og i rådhusets sprogbrug, som ikke var der før, men som borgerne nu lytter til; ’gud, kommunen laver en healing’. Det får os til at føle, at vi har startet en energi, der meget gerne skulle vare ved,” siger han.
Rituel træplantning
Et andet nyt ord var PermaBlitz, der blev navnet på et arrangement for rådhusets ansatte, som sammen med Seest og Lose udplantede træer og buske og lavede kvashegn, mens de sang sange, der var skrevet til lejligheden:
”I stedet for at Teknik & Miljø bare kom og dumpede ti træer, prøvede vi at ritualisere træplantningen, gøre det til en langsomhed og på denne måde give et ejerskab til de ansatte, der hver dag skal sidde og kigge ud på træerne – der er både noget kultur og teknik og miljø og HR-teambuilding i det,” siger Thomas Seest.
”Vi har dyrket mulighederne. Nogle gange var det næsten som om, at kunsten forsvandt, men den ligger måske inde imellem de andre områder som den lim, der binder tingene sammen. Det er også det, den på en eller anden måde skal. Vi har mast os ind i sprækkerne på kommunen,” siger Søren Lose.
Et tredje arrangement har været Vild Park Balance, der sidste år fejrede forårsjævndøgnet, som startede med yoga, der fulgtes op af havearbejde efterfulgt af sang, rytme, bevægelse og leg, og til sidst solnedgang ledsaget af lydkunst.
Træplantning med rådhusets ansatte. Foto: Thomas Seest og Søren Lose
”Vi besluttede fra starten, at vores ophold skulle være et eksperiment; der har været ting, der lykkedes, og andre ting, der ikke helt lykkedes. Der er en masse aktører og nogle ting, der slet ikke kan lade sig gøre i en kommune, men der har vi været nogle ret naive Klodshans-typer, der bare har banket på og sagt ’vi vil gerne være her’. Og der har vi fundet ud af, at det også er den måde, det fungerer bedst på,” siger Søren Lose.
”Vi har egentlig ikke efterladt specielt mange værker af os, men vi har gødet og skabt en ånd, der vil være til stede i mange hundrede år frem,” siger Thomas Seest med et smil.
”I permakultur taler man om land stewardship; man er på et stykke jord i en tid, man passer på det, man gøder det, og så efterlader man det som minimum i samme tilstand, som man modtog det, til næste generation. Og i det lys skal vi også tænke på vores exit fra Vild Park her i efteråret,” siger Søren Lose.
Æstetisk opdragelse
De to kunstnere har haft held med at implementere nye og mere bæredygtige vaner blandt de rådhusansatte ved blandt andet at opstille kompostbunker, der rummer madaffald fra kantinen og blade fra rådhusbetjentenes løvsugere, og som bruges i dyrkningen af nyanlagte permahaver med flerårige grøntsager, som alle i princippet kan komme og tage. Lose og Seest håber selvfølgelig, at det fortsætter, når de er taget hjem, men de kan ikke være sikre:
Talking Landscapes. Foto: Søren Lose
”Det kan godt være, at der er nogen, der ånder lettet op. Nogen har allerede sagt: ’Bare vent, når I er væk, så tager vi vores park tilbage’. De har været vant til, at tingene så ud på en bestemt måde. Men vi håber, at vi har startet en æstetisk diskussion; bæredygtighed og biodiversitet ser bare mere rodet ud, og der mener jeg, at vi som billedkunstnere har en pligt til at gøre op med den her æstetik. Billedkunsten, især guldalderen, har været med til at skabe vores forventning til, hvordan naturen ser ud. Nu har vi et ansvar for at skabe et modbillede og vise, hvordan naturen også kan tage sig ud,” siger Thomas Seest.
”Vi må alligevel tro på, at vi har gjort en eller anden forskel. Det er kunstens rolle at få folk til at stoppe op et øjeblik, og tænke over tingene. Og måske kan det ændre en lille smule ved den måde, vi ser verden på,” siger Søren Lose.
Pilehegn, workshop med Østerbroskolen. Foto: Søren Lose
I øjeblikket lægger Vild Park rum til Performing Landscapes, hvor seks kunstnere – deriblandt Thomas Seest og Søren Lose – på skift og i en måned ad gangen vil stå for iscenesatte vandringer, sanselige installationer, performances, danse- og lydlandskaber, der forholder sig til det stykke bynære natur, som Vild Park er. Og herefter er huskunstneropholdet stort set slut. Om de ville gøre det igen, har de ikke noget entydigt svar på. De er begge enige om, at møder har fyldt rigtig meget, og at de nok trænger til en pause fra ’kommunen’. Men de er også enige i, at de har fået en masse ud af opholdet som kunstnere:
”Jeg synes, at det er første gang, at jeg som kunstner er blevet taget alvorligt som en ressource og er blevet lyttet til. Når man laver udstillinger, får man jo en vis opmærksomhed og en stemme, men det at tage en stemme i kommunalt regi, det er noget helt andet. Vild Park-projektet er blevet større, end vi på forhånd havde forventet. Det ligger så tæt på rådhuset, at alt hvad vi foretager os på en eller anden måde bliver en kommentar til dem derinde,” siger Thomas Seest.
”Det har været vildt privilegeret at lave det her, og vi har fået mange erfaringer. Jeg kan mærke, at jeg brænder for at have en impact på den virkelighed, vi lever i. Det handler om at gøre en forskel, og det gør jeg mere ved at arbejde naturnært end ved at lave en udstilling i et hvidt rum. Og så er det meget sundt at gå rundt i kommunens aflagte grønne dragter og være corporate. Det er meget virkelighedsnært,” siger Søren Lose.
Læs også: Kunstnere har en naturlig plads i kommunens udvikling. Billedkunstneren #2 2023
Foto øverst: Vild Park. Foto: Tage Jensen