Da Søren Martinsen flyttede på landet, blev han til sin egen overraskelse landskabsmaler.
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #4, 2023
Da billedkunstner Søren Martinsen gik på Kunstakademiet i 1990’erne blev landskabsmaleriet betragtet som en lidt ’inferiør genre i samtidskunsten’, som han kalder det. Og da Søren Martinsen for næsten 20 år siden flyttede fra København og ud på landet, havde han umiddelbart heller ingen forventninger om, at det ville påvirke hans kunstneriske udtryk i den retning. Men mødet med naturen og landskabet set med egne øjne, i forskellige belysninger og i de forskellige årstider, gjorde, at han i dag gerne kalder sig landskabsmaler. Søren Martinsen fortæller:
”Det udviklede sig ret hurtigt til, at jeg begyndte at arbejde med store formater, der nærmest fungerer som tableauer, som man kan føle, at man bliver suget ind i. Det var selvfølgelig udtryk for den oplevelse, jeg selv havde med at komme herud i naturen. Jeg brugte dem nærmest som en slags selvportrætter; en projicering af den stemning jeg selv oplevede i de her store landskaber.
Siden har mit arbejde med landskabsmaleri gennemgået en masse forskellige faser. Jeg bor stadig i de samme omgivelser, men mit fokus har ændret sig. Hvor jeg i starten mest var inspireret af at være omgivet af så meget natur, udviklede min tilgang sig til at blive mere analytisk, i den forstand at jeg reflekterede mere over, hvad et landskab overhovedet er og hvad det betyder.”
Land/Skab og Vådt/Tørt Kar. Det våde ler foran maleriet bliver udtørret under udstillingsperioden.
Installation på udstillingen Dirt på Ringsted Galleriet 2023. Fotos: Morten K. Jacobsen og Søren Martinsen
Hvorfor er landskabsmaleriet relevant i dag?
”Det er relevant, fordi det er et klassisk motiv, der alligevel er meget alsidigt. Et landskab er jo det, man ser. Jeg begyndte at udvide ideen om, at landskabet kan være alt muligt, fordi det er formet af ens blik. Det er sjovt at se på de ældre landskabsmalerier, både i forhold til, hvordan de er malet og hvad de udtrykker. Landskabsmaleriet er en form for dokumentation. Det kan vise, hvordan vores verden ændrer sig. Vi er for eksempel gået fra, at det er mennesket, der har styret og overordnet sig naturen til, at det i fremtiden nok mere er naturen, der er bestemmende for menneskets skæbne. Jeg tror, det er vigtigt, at det bliver skildret kunstnerisk.”
Genkendelige motiver
Hvad er dit forhold til guldaldermaleriet?
”Man forbinder som regel guldaldermaleriet med idyl og som et modsvar til, at landet var i krise. Kunstnerne var kaldet til at skulle skabe en glæde ved det nationale, og det projekt kan jeg slet ikke forbinde mig med. Men jeg genkender ind imellem nogle af guldaldermalernes tableauer fra min egen
tilværelse på landet. Så selvom motiverne nok var udvalgte og redigerede, så malede de også bare, hvad de så. Naturen har bare forandret sig.”
”Det er interessant, at motiver som fælleder, overdrev og smålandbrug, som man forbinder med guldaldermaleriet, fremstår idylliske på en næsten kvalmende måde, men måske er det fordi, de altid bliver forbundet med det nationalromantiske. For når man ser på, hvordan naturen og landskabet ser ud nu med industrialiseret landbrug og monokultur, så virker motiverne fra dengang som noget positivt. Landskabet var mere varieret; der var fællesområder, hvor mennesket kunne deles om naturen, og der var en diversitet, som vi ikke ser længere. Måske er det på tide, at vi betragter guldaldermaleriet på en anden måde, for hvis vi lægger det nationale blik væk, så var vi faktisk tættere på naturen dengang.”
Hvordan har du det så med vindmøller i landskabet?
”Det er sjovt, for møller var jo et yndet motiv i ældre kunst og jeg har faktisk tit tænkt på, om jeg skulle male en vindmølle, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan. Rent politisk mener jeg, at man er nødt til at acceptere, at de er blevet en del af landskabet og at det forandrer sig i forhold til behovet for bæredygtig energi. Også selvom det støder øjet. Der er masser af muligheder for en positiv forandring, som modvægt til denne gene, for eksempel i form af en omlægning af landbruget til mindre agerbrug og mere skovbrug og vild natur.”
Det psykologiske aspekt
Kommer dine politiske holdninger til udtryk i dine billeder?
”Jeg tror, at kunst altid på en eller anden måde er politisk, men jeg har ikke noget decideret politisk projekt med min kunst, det er mere på det private plan, at jeg er engageret. Jeg havde en periode, hvor jeg malede landskaber ud fra satellitbilleder af jorden, som viste vores ekstreme udnyttelse af naturen. Jeg har også lavet flere billeder, der skildrer det industrielle landbrug, så der ligger en indbygget kritik i det, jeg laver, men grundlæggende er jeg nok mere optaget af det psykologiske aspekt i mine landskabsmalerier.”
Hvordan kommer det psykologiske aspekt til udtryk?
”Jeg arbejder med mine billeder som en slags tomme eller øde tableauer i det brede 16:9 format, som vi kender fra film, og hvor der ikke optræder nogen mennesker. Jeg er ikke så vild med at forstyrre stemningen med en konkret historie om nogle personer. Ligesom en scenografi i teatret er tableauerne en skueplads for menneskets ageren, men man behøver ikke at se dem. Det psykologiske forbinder sig til den symbolistiske tradition, hvor landskaberne optræder sjælfulde og ildevarslende, og hvor der er en sitrende stemning uden, at der umiddelbart er noget narrativ. Jeg arbejder figurativt og med en vis genkendelighed, men bruger for eksempel ofte farver for at trække motivet i en mere ekstrem retning, så der skabes en forskydning af virkeligheden.”
Er det ligesom, når du splitter dit landskab op i mindre dele?
”Ja, du tænker nok på Brækket landskab (2011), som er direkte inspireret af David Hockney, der arbejder med store tableauer, som er sat sammen af mange mindre dele. Det billede skulle faktisk fungere som en nøgle til en diskussion om det nationale, altså dét vi opfatter som det særligt danske, på min udstilling Danskeren på Rønnebæksholm i 2012 og efterfølgende på Trapholt i 2013. Det sammensatte og fragmenterede landskab peger på vores mentale opfattelse af det danske landskab. Nok er det en helhed, men det er også sat sammen af mange forskellige dele, der minder om hinanden, men egentlig passer dårligt sammen.”
Vil du fortsat male landskaber?
”Jeg har en fri tilgang til det, jeg maler. Jeg maler det, jeg ser, og landskaber kan jo være mange ting. Det kan også være et bylandskab, eller et industrielt landskab eller urskov, så jeg kalder gerne mig selv for landskabsmaler, men med en fri fortolkning.”
Søren Martinsen, født 1966 i Lyngby. Bor og arbejder i Glumsø ved Næstved. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, København, 1989 – 1995 samt Goldsmiths’ College, London 1993 -1994. Medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. Medlem af Kunstnersamfundet. Er repræsenteret i samlingerne på bl.a. Trapholt, Statens Museum for Kunst. Statens Kunstfond og Ny Carlsberg Fondet. Har modtaget Akademiets Eckersberg Medaille 2014.
Læs også