Næsten alle Allan Ottes landskabsmalerier er malet i byen, og han udfordrer gerne genrens romantiske forestillinger.
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #4, 2023
Turen gennem landskabet på vej til den lille by Glim nær Roskilde er som at køre igennem billedkunstner Allan Ottes landskabsmalerier. Brune pløjemarker, grøftekanter og rester af natur i et konstant mix med landbrugsmaskiner og andre tegn på den menneskelige civilisations tilstedeværelse.
Allan Otte tager imod i sit atelier og fortæller, at hans forkærlighed for landskabsmaleriet opstod, da han startede på Kunstakademiet i 2001 og søgte efter et motiv-område, der kunne være hans eget. I forbindelse med et sommerferiejob på det lokale fjerkræslagteri i Nordjylland, hvor han hver morgen kørte gennem landskabet hjem til sine forældre, gik det så op for ham, at det selvfølgelig var ham, der skulle male netop dét landskab. Med en opvækst på en gård, hvor forældrene havde malkekøer, havde Allan Otte et godt kendskab til landbruget og den kultiverede natur og oplevede derfor, at han kunne bidrage med et nyt blik. Et blik der brød med guldalderens nationalromantik og bundede i ønsket om at vise verden, som den er.
”Det er tankevækkende, at det var først, da jeg genså landskabet efter, at jeg var flyttet til København og havde fået det så meget på afstand, at det blev indlysende, at dér var mit motiv.
Næsten alle mine landskabsmalerier er paradoksalt nok også lavet i byen; enten i atelieret på Kunstakademiet, i et atelier på Islands Brygge eller i vores lejlighed på Frederiksberg. Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv om dét, at vi nu bor på landet, så gør, at jeg vil begynde at male by, men i første omgang giver det mening at male de omgivelser, der er lige her,” fortæller Allan Otte og peger på et nyere maleri, der forestiller udsigten fra hækken og bærer titlen Planteværn ved daggry (triptykon).
Udfylder et tomrum
Maleriet er skabt ud fra et fotografi taget en tidlig morgen ud over markerne, hvor en traktor, der var ude og sprøjte med pesticider kom direkte imod ham i solopgangen. Som i de fleste af Allan Ottes værker støder elementer fra det idylliske landskab her sammen med den tørre virkelighed, så forestillingen om det romantiske landskabsmaleri punkteres. På spørgsmålet om hvorfor han har en aversion overfor guldaldermaleriet, svarer Allan Otte:
”Jeg har svært ved at sluge den der sentimentalitet, der findes i guldaldermalerierne og den tilbageskuende opfattelse af, at alting var bedre i gamle dage. Hvis man kigger på den økonomiske, politiske og sociale tilstand i 1800-tallet, så var vi totalt på røven, så det stemmer ikke overens med det
Vejen frem. 50 x 80 cm. akryl på plade. 2020
skønmaleri, der blev lavet. Jeg ved ikke, om det var en chokreaktion på alt det, der gik galt, at man forsøgte at tegne et billede af alt det, der kunne forbinde os. For mig giver naturalismen, realismen og socialrealismen sidst i 1800-tallet mere mening, fordi man forholder sig til den virkelig der er, i stedet for at prøve at bedøve sig selv med forestillinger. Men det undrer mig, at i de landskabsmalerier, der er lavet efter guldalderen, er landbrugsmaskinerne stort set fraværende. Der er masser af billeder fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor vi brugte trækdyr, men efter vi fik de små grå Ferguson-traktorer fra Marshall-hjælpen og for alvor blev et industrialiseret landbrugsland, kunne man godt have malet billeder med traktorer og mejetærskere i landskabet, men de billeder findes stort set ikke. Det er det tomrum, jeg forsøger at fylde ud. Så jeg har gjort en dyd ud af, at mine landskaber indeholder maskiner.”
Hvorfor tror du, at de er blevet udeladt?
”Måske fordi man opfatter dem som noget uskønt, men jeg kan sagtens få øje på skønheden i dem. I mine billeder er det oftere de store brede landbrugsmaskiner, der definerer det panoramiske format end de åbne vidder og landskabet i sig selv.”
Alting er kultiveret
Udover landbrugsmaskiner er vindmøller et gennemgående element i Allan Ottes landskabsmalerier. Han fortæller, at de fungerer som en signatur og er med til at placere et værk i nutiden, som eksempelvis Vejen frem (2020), der forestiller en allé med stynede træer og kunne være malet for 200 år siden, hvis ikke det var for den lillebitte moderne vindmølle helt ude til venstre i billedet. Der er også gigantiske vindmøller, som er væltede eller brænder. Og en transport af en vindmøllevinge markerer igen det brede format og dækker nærmest for horisonten:
”Jeg har noget med at skjule horisonten som en form for guldalderprotest; der skal være noget, der forhindrer vores trang til at bevæge os mod den fjerne og uberørte natur,” fortæller Allan Otte.
Hvordan vil du beskrive dit forhold til natur?
”Jeg har det faktisk lidt svært med ordet natur, for jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad vi opfatter som natur og slet ikke i et land som Danmark, hvor vi har kultiveret alting. Hvis natur er forestillingen om det oprindelige, det uberørte, så kan jeg hilse og sige, at der ikke findes meget af det her. Jeg vil hellere kalde det omgivelser. Da Esben Lunde Larsen var miljø- og fødevareminister, pissede han mange af ved at foreslå, at natur også kunne være en kornmark, fordi det var det for ham. Og det er måske også derfor, at jeg har haft det sjovt med at male billeder af køer, som jo er domesticerede dyr, for er de holdt op med at være natur, når de nu er blevet holdt som tamdyr i årtusinder? Jeg ved det ikke. Måske er de en hybrid.”
Naturskildring (avlsarbejde). 117 x 175,5 cm. akryl på plade. 2018.
Hvilken rolle spiller mennesket i dine malerier?
”Jeg har ikke noget stort behov for at vise menneskets fysiske tilstedeværelse. Mange af mine billeder er mennesketomme og det understreger netop pointen, at selvom vi ikke ser menneskerne, kan vi se det præg, vi har sat på landskabet. Jeg er optaget af at vise, at vi er et landbrugsland med opdyrkede marker og plantager og at vi ser naturen som en ressource på godt og ondt.”
Indbygget åbenhed
Flere af Allan Ottes værker hænger på offentlige institutioner som for eksempel gymnasier rundt omkring i landet og bliver ofte brugt i undervisningssammenhæng som oplæg til debat. På spørgsmålet om, hvorvidt han har en politisk hensigt med sine billeder, svarer han:
”Det synes jeg egentlig ikke, at jeg har. Jeg prøver i højere grad at lægge realiteterne frem, men med en indbygget åbenhed overfor, at de kan opfattes på forskellige måder. Jeg ved, at folk har en tilbøjelighed til at ville læse mine værker ind i en politisk kontekst, og det er jo interessant. Nogle bliver også forvirrede over, at de ikke forstår, om de er politiske eller ej og det ser jeg faktisk som en styrke. Tænk hvis de var entydige og politisk korrekte, det ville være forfærdeligt.”
”I nogle tilfælde kan mine billeder også aktivere folks fordomme, for eksempel Naturligst (2017), som forestiller en ko i en malkerobot. Da det blev udstillet, var der en, der udbrød, at han da var glad for, at han købte økologisk mælk. Men billedet kan lige så vel være fra et økologisk landbrug som et konventionelt. Jeg synes også, at mine billeder indeholder en vis portion humor. For eksempel valgte jeg titlen, fordi den hollandske malkerobotproducent markedsfører deres produkt til landmændene som værende den mest naturlige måde, køerne bliver malket på, fordi den følger koens eget mønster, og den frivilligt kan gå ind i maskinen, når den trænger til at blive malket. Men sådan et billede ville jo aldrig blive brugt i markedsføringen overfor os forbrugere af mejeriprodukter, der er det altid køer på grønt græs, så det er en pudsig og tankevækkende uoverensstemmelse i opfattelsen af naturlighed.”
Har du som kunstner et ansvar i forhold til, hvordan du skildrer naturen?
”Man har vel et ansvar, så snart man udtrykker sig kunstnerisk. Det er klart, at alle de her spørgsmål om klima og økologi ligger implicit i billederne, men jeg har bare ikke nogen klar holdning til dem. Jeg vil gerne vise mangfoldighed i de danske omgivelser og skildre det oversete, det vi måske ikke bryder os om. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at læse mine billeder på.”
Hvad synes du, at landskabsmaleriet kan i dag?
”Landskabsmaleriet kan skildre verden, som den ser ud nu i dag. Samtidig bærer det jo hele maleriets historie i sig, så når jeg maler et landskab i dag, kan jeg ikke undgå, at det implicit forholder sig til traditionen inden for eksempelvis modernistisk landskabsmaleri og guldalderepoken. Og det giver mening at blive ved med at male, selvom maleriet er erklæret dødt adskillige gange, for verden forandrer sig hele tiden.”
Allan Otte er født 1978 i Aars. Bor og arbejder i Lejre. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, København, 2001-2007. Medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. Han er tilknyttet Galleri Tom Christoffersen og er repræsenteret i samlingerne på ARKEN Museum for Samtidskunst, HEART – Herning Museum of Contemporary Art, Skive Museum, KUNSTEN Museum of Modern Art, Kunstmuseum Brandts. Fuglsang Kunstmuseum og Statens Kunstfond.
Øverst: Allan Otte. Planteværn ved daggry. (Triptykon). 2023. 70,7 x 212,1 cm. akryl på plade
Læs også