Grønlandske kunstnere overses i dansk kunstliv

01.09.21 | Nyheder

Af Ann-Sophie Greve Møller, fagbladet Billedkunstneren #3 2021

Samtidskunst fra Grønland er underrepræsenteret på danske museer, mener kunsthistorikere. Men meget er i gang med at ændre sig, og flere er blevet opmærksomme på den blinde vinkel, siger de.

Bolatta Silis-Høegh: Fall. 2016.

På trods af at blandt andet Statens Museum for Kunst er forpligtet til at repræsentere grønlandsk samtidskunst, er grønlandske samtidskunstnere underrepræsenterede på danske museer. Det vurderer cand.mag. i dansk og kunsthistorie Mai Misfeldt, der er kommunikationsmedarbejder ved Nordatlantens Brygge og mangeårig anmelder ved bl.a. Berlingske og Kristeligt Dagblad.

”Hvis man ser på de danske museale samlinger fra kolonitiden, så har man interesseret sig for de danske opdagelsesrejsende og kunstneriske artefakter og genstande, der blev hjembragt,” siger hun og fortsætter:

”Men man har ikke interesseret sig meget for samtidskunsten og slet ikke, hvis den ikke adresserede noget specifikt etnisk. Måske er kunst udført af kunstnere fra Grønland ubevidst blevet betragtet som kunst i en svagere aftapning, præcis som kunst af kvinder er blevet set som en svagere udgave af kunst skabt af mænd. Men jeg tror, det allerede er godt i gang med at ændre sig, og at man er blevet opmærksom på den blinde vinkel.”

Foto øverst her på siden: Julie Edel Hardenberg | Stolen Sister | 2020.

Flerstemmige fortællinger
Kunsthistoriker Laila Altinbas, som lige nu arbejder på en udstillingsrække med grønlandske kunstnere i samarbejdet / ASSINGA/ mellem Nuuk Kunstmuseum, rum46 og Aarhus Feminist  Collective, er enig i, at den grønlandske samtidskunst bliver glemt i den danske kunstverden.

”Ofte forbinder man grønlandsk kunst med traditionelle håndværk som malerier af kajakker og naturen. Mange mennesker er slet ikke klar over, at der findes grønlandsk samtidskunst, der har nogle helt andre blikke. Derfor arbejder jeg for at åbne billedet op og vise, at der ikke er én fastlåst grønlandsk kunsthistorie, men at der er flere forskellige fortællinger og måder at arbejde med det på,” siger hun.

Julie Edel Hardenberg: Fra serien Whitewashed. 2021.

Alligevel påpeger Laila Altinbas, at hun er påpasselig med at sige, at hun arbejder med grønlandsk kunst, da hun ikke vil rubricere kunsten i en bestemt kasse:

”Så jeg siger, at jeg arbejder med kunstnere fra og omkring Grønland. Det er en skrøbelig balance, fordi jeg på den ene side arbejder med grønlandske kunstnere, men også gerne vil låse op for den fastlåste position, kunstnerne kan befinde sig i, hvor det er deres grønlandskhed, der er fokus på.”

”Det handler om at afgive definitionsretten, og at vi i Danmark er reelt nysgerrige og interesserede i de stemmer og ord, den kunst og kultur, som skabes af mennesker fra Nordatlanten og i dette tilfælde altså fra Grønland”
– kunsthistoriker Mai Misfeldt

Det er også et paradoks, den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007) beskrev: Med begrebet etnoæstetik forklarede Arke, hvordan hun som kunstner skulle repræsentere noget anderledes for at vække interesse, som så samtidig kunne placeres i kassen med grønlandsk eller etnisk kunst. Og det er en grænsesituation, som formodentlig vil vare ved et stykke tid endnu, mener Anders Kold, som er museumsinspektør ved Louisiana og kurator på museets aktuelle udstilling Pia Arke – Drøm og fortrængning.

Afgiv definitionsretten
Anders Kold siger, at svaret er komplekst, da Billedkunstneren spørger, om kunstverdenen er god nok til at repræsentere grønlandske kunstnere:

”Jeg oplever det sådan, at danske kuratorer og kunstinstitutioner vurderer grønlandske kunstnere på lige fod med alle andre udenlandske kunstnere. Men det er svært, for samtidig synes jeg også, den dansk-grønlandske historie på en måde forpligter os til en stærkere repræsentation af grønlandsk kunst,” siger han.

Samtidig skal udstillingerne udelukkende baseres på kunstfaglige kriterier, fortsætter Anders Kold:

Pia Arke, Krabbe 1906/Jensen, 1947. Collage bestående af fotografier og et landkort. Privateje © Pia Arke Estate. Indgår i Louisianas aktuelle udstilling Pia Arke – Drøm og fortrængning.

”Jeg kan ikke se, at der skulle være noget til hinder for, at grønlandske kunstnere fik en tydeligere repræsentation i den danske kunstverden, men skal det ske ved at invitere dem som grønlændere? Det er komplekst, fordi man godt kan komme til at tappe ind i den koloniale tankegang, og det er på ingen måde værdigt – heller ikke for grønlandske kunstnere.”

Så hvordan repræsenterer man uden at genkolonisere? Svaret skal findes i dialog med kunstnere og kunsthistorikere i Grønland, mener Mai Misfeldt:

”Det handler om at afgive definitionsretten, og at vi i Danmark er reelt nysgerrige og interesserede i de stemmer og ord, den kunst og kultur, som skabes af mennesker fra Nordatlanten og i dette tilfælde altså fra Grønland,” siger hun.

→ Denne artikel er bragt i fagbladet Billedkunstneren, september 2021, hvor du og også kan læse interviews med kunstnerne Julie Edel Hardenberg, Bolatta Silis-Høegh og Peter Kujooq Kristiansen.