Hædersydelse til markante billedkunstnere

04.12.19 | Nyheder

Billedkunstnerne Jesper Fabricius og Anita Jørgensen er blandt de i alt 13 kunstnere, der i år tildeles Statens Kunstfonds hædersydelser.

I begrundelsen for tildelingen af hædersydelsen til Jesper Fabricius, som Statens Kunstfonds repræsentantskab netop har offentliggjort, hedder det bl.a.:

“Jesper Fabricius’ kunstneriske udtryk føles som et close-up, hvor krop, nærvær og sanselighed er sammenstykket med politisk ladede fragmenter hentet fra et endeløst ord og billedarkiv. Han drives af en uudtømmelig nysgerrighed på kunstens substans.” (…) Han modtager Statens Kunstfonds hædersydelse for et væsentligt livsværk og et stærkt engagement i dansk kunstliv.”

“Med Forlaget Space Poetry har Jesper Fabricius skabt en helt særegen æstetisk ramme for lang en række bøger, digtsamlinger, hæfter, artistbooks, kataloger og bog-objekter. I en hybrid mellem kunstprojekt og tidsskrift har han (sammen med Åse Eg og Jesper Rasmussen) gennem 116 udgivelser over 36 år eksperimenteret med kunstmagasin-formatet. Et tilbageblik gennem Pist Protta udgivelserne tegner en overordentlig vigtig og alternativ kunsthistorie.”

Om tildelingen af hædersydelsen til Anita Jørgensen skriver repræsentantskabet bl.a.:

“Billedkunstner Anita Jørgensen har været en aktiv og markant figur i dansk kunst, siden hun blev uddannet i 1981. Nu modtager hun, i en alder af 77, Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse for sit mangeårige virke.”

“Anita Jørgensen har et mellemværende med arkitekturen, men hun menneskeliggør den. Det arkitektoniske vokabular trækkes ned i kroppens skala og sanselighed. Værkerne åbner rummet mellem os, og stedernes skrøbelighed og materialitet eksponeres. For denne vedvarende forhandling mellem urbanitet og humanisme tildeles Anita Jørgensens Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.”

Læs alle begrundelserne for tildelingerne her

Caroline Søeborg Ahlefeldt, formand for Statens Kunstfonds repræsentantskab, siger:
”Det er svært at forestille sig, hvordan ens liv ville være uden kunst. Uden historier, man kan genkende sig i, kunstværker, der bliver ved med at fascinere og fange øjet. Ord, som giver ekko i en selv og musik, der kryber under huden og sætter sig i hjertet. Årets modtagere af Kunstfondens hædersydelser har skabt kunst, som kan netop det. De er vidt forskellige i deres arbejde og udtryk, men fælles er, at de har skabt værker, som betyder noget for rigtig mange mennesker, og som beriger os, påvirker os og giver os store oplevelser – til sammen og hver især.”

De 13 kunstnere, der i år modtager den livsvarige hædersydelse, er:

Flemming Quist Møller: Tegner, musiker, forfatter og filmarbejder og far til folkekære karakterer som Cykelmyggen Egon og Jungledyret Hugo.

Mette Moestrup: Nyskabende og eksperimenterende digter og forfatter med en række teaterforestilinger, digtsamlinger, børnebøger og kollektive skriveeksperimenter i porteføljen.

Annisette Koppel: Sanger og sangskriver, medskaber af over 170 værker med Savage Rose og en unik stemme i dansk musikliv.

Jesper Kongshaug: Internationalt anerkendt lysdesigner til alt fra teatre og operaer til events og offentlige pladser.

Carsten Thau: Idéhistoriker og professor i arkitektur. Forfatter, forsker og en af de største formidlere af arkitektur herhjemme.

Anita Jørgensen: Billed- og installationskunstner med en perlerække af materialebevidste installationer og værker i det offentlige rum. Blandt andet Byens Bro i Odense.

Jette Gemzøe: Tekstilkunstner, hvis tekstiler udsmykker store offentlige institutioner og private virksomheder herhjemme og i udlandet.

Peter Adolphsen: Forfatter, der siden 1996 har skrevet noveller, eksperimenterende fiktionsprosa, sci-fi romaner og flere billedbøger til børn.

Kristine Jensen: By- og landskabsarkitekt, der har sat præg på vores fælles landskab. Blandt andet med renoveringen af Prags Boulevard i København, landskabet omkring det nye Moesgaard Museum uden for Aarhus og monumentområdet i Jelling.

Jesper Fabricius: Billedkunstner, der står for udstillinger på tværs af medier som fotografi, eksperimentalfilm, maleri, installation, grafik og collage samt kunsttidsskriftet PistProtta og forlaget Space Poetry

Karsten Fundal: Komponist, kendt for sine symfoniske orkesterværker og kammermusik og interessante samarbejder, herunder musik til flere spillefilm.

Thomas Agerfeldt Olesen: Cellist og komponist af orkestermusik og kammermusik, heriblandt syv strygekvartetter samt operaer. Hans værker er blevet opført verden over.

Nikoline Werdelin: Tegner og kvinde bag de tegnede tidskrøniker Homo Metropolis, Café og Rose, Laura og Nugga i Alt for Damerne og Politiken. Desuden en produktiv dramatiker og sceneinstruktør.

Fakta: Statens Kunstfonds hædersydelser

I alt 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse.
De fordeler sig mellem de enkelte kunstarter: Billedkunst, litteratur, scenekunst, film, musik, arkitektur samt kunsthåndværk og design.
Prisen tildeles en kunstner, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstner.
Der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” pga. dødsfald blandt modtagerne.
I 2019 modtager 13 nye kunstnere hædersydelsen.
Hædersydelsen er livsvarig.
Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt.
Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på ca. 411.000 kr./år eller derover, modtager ingen ydelse.
Den maksimale ydelse udgør ca. 166.000 kr./år før skat.

Læs mere om Statens Kunstfonds hædersydelser

Foto: Per Arnesen.