Meget at vinde for kommuner, der prioriterer kunsten

04.12.19 | Nyheder

Kombinationen af opsøgende kunstnere, en lydhør kommune og engagerede borgere er en stærk cocktail, der kan skabe nye fællesskaber og positiv udvikling i et lokalområde. Det ved man i Thisted Kommune, der i denne uge modtog Statens Kunstfonds pris ‘Årets kommunale ildsjæl’ for det kunstneriske byfornyelsesprojekt KulTHYvator.

KulTHYvator har de seneste to år forvandlet tomme byggegrunde i kommunens landsbyer til kunstværker – i samarbejde med lokale beboere. Flere byer i kommunen ventes at følge efter i 2020.

Initiativtageren til projektet er billedkunstner Thomas Wolsing, der i 2018 indledte et samarbejde med Thisted Kommune og sammen med kollegerne Morten Modin og Sophus Ejler Jepsen skabte kunst til klyngebyerne Hundborg, Sjørring og Snedsted.

Kunstner Thomas Wolsing (tv) og projektleder René Meldgaard, Thisted Kommune, ved prisoverrækkelsen. Foto: Statens Kunstfond.

Det skabte ringe i vandet til nabolandsbyerne Bedsted, Hørdum og Vestervig, hvor projektet KulTHYvator fortsatte. Her skabte kunstnerne Ronja Svaneborg, Camila Berner og Camilla Nørgård nye kunstværker i samarbejde med beboerne.

Alle steder har borgermøder, fællesspisning og involvering af lokale skoleelever skabt et unikt medejerskab til kunst på forladte steder.

“Kunsten har lagt fundamentet til vækst, ny identitet og fællesskaber i byerne,” sagde Søren Taaning, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, ved prisoverrækkelsen tidligere på ugen.

“Thisted Kommune får årets pris for sit omfattende og vellykkede samarbejde med borgerne, der sikrer, at kunsten er forankret hos de mennesker, der skal leve med den i hverdagen. Med KulTHYvator har Thisted Kommune skabt en model til efterfølgelse.”

Foto øverst: Camilla Berner: Træ. Samling. Kugle. (Hørdum). Materialer: Brugte mursten og terrazzogulv fra huset på grunden, beton, træ, bøgetræ, 18 forskellige træarter og buske, glasflasker, papir, eksisterende landsbyhave og beplantning. En “forvandlings”-kugle af brugte mursten fra den gamle slagterbutik, som stod på grunden, agerer omdrejningspunkt og giver plads til den gamle landsbyhave og det store gamle bøgetræ. Fra rundbænken under bøgen tilbydes en ny udsigt ud over grunden og samlingen af nye træer – arboretet – under hvilke der ligger en flaske med historier fra byens borgere om Hørdum  – en flaskepost til fremtiden.

Kilde: KulTHYvator. Flere fotos og værkbeskrivelser fra KulTHYvator her nedenfor.

Vestervig trapperne (Vestervig). Kunstner: Camilla Nørgård. Materialer: Byggematerialer fundet og indsamlet i Vestervig. Et trappetrin er både noget der hører det enkelte hus til, men som samtidig også hører til gaden. Det bliver bindeleddet mellem inde og ude, mellem det private og det offentlige. Det er det sted man siger goddag og farvel, og hvor man måske træder ind i noget velkendt eller ud i noget ukendt. At sidde på en trappe er netop at befinde sig i dette mellemrum. Med udgangspunkt i Vestervigs mange høje trappetrin, hvor genbrug af bl.a. kvadersten fra byens gamle kirke er synligt flere steder, har hver trappe på sletten og det materiale den er lavet af, sin egen historie. Husene forsvinder, men besøgene og møderne huskes. Fragmenter af trapper, trin og terrasser på vej op ad den skrånende grund i Klostergade, bliver bindeled til byens fårefold, selv-pluk-plantage og øvrige stisystem. Den store modellerede kurv i beton er beplantet med gamle stauder fra byen, som er delt og givet videre gennem generationer, og er en hilsen til alt det vi samler og bærer med os videre. Trappesletten bygger videre på den måde man gennem tiden har bygget byen af lokale materialer og ressourcer. Alt sammen noget der fortsat er tilstede hvis man ser sig lidt omkring.

 

Monument for Fremtiden (Bedsted). Kunstner: Ronja Svaneborg. Materialer: Tagrør, lyng, grantræ, beton. I Bedsted gav man i foråret 2019 udtryk for at man af KulTHYvator-initiativet ønskede sig et fremtidssikret kunstværk som ser fremad og fokuserer på ”den kraft der er, når mennesker selv tager fat og tager ansvar for deres udvikling.” På grunden står nu en gul, dobbeltsidet ramme med stråtækte skydedøre på en betonsokkel. Det gamle håndværk stråtækning er her taget i brug for at fortælle om vigtigheden af, at vi alle i fremsynet må huske at have historien med os og vedblive at gøre brug af alle de erfaringer som på godt og ondt er gjort af andre før os. Bag skydedørene gemmer sig to udstillingsvægge, som Bedstedborgerne opfordres til at benytte til udstilling af alt fra tegninger, tryk, digte, fotos, collage, udklip og plakater til tredimensionelle kreationer som blot bruger væggene som udgangspunkt. Ved at invitere til dialog og interaktion kan værket fungere som katalysator for samtalen om vores fælles fortid, samtid og fremtid og løbende holdes aktivt og opdateret.

 

Leg på Linjer, Blomster og Bier (Snedsted). Kunstner: Thomas Wolsing. Materialer: 6,5 x 14,0 meter hvid betonbassin. 2 togskinner à ca. 15 meter fra Snedsted Station. 18 trædesøjler af hvid beton. Ca. 950 lavendler Lavendula augustifolia ’Essence Purple’. 20 Japanske søjlekirsebærtræer Prunus serrulata ‘Amanogawa’. Byens motto ’Snedsted – en by i blomstring’ kan opleves i dette sansehaveanlæg, hvor både kirsebærtræer og lavendler blomstrer henholdsvis forår og sommer. Børns ubesværede leg i anlægget står i kontrast til de tunge og rustrøde togskinner, der er med til at pege på Snedsteds vigtige rolle som stations- og handelsby gennem tiderne. I sommermånederne svæver skinnerne over et bassin med blomstrende lavendler, bier og sommerfugle, og understreger kontrasten mellem leg og ”lineær monumentalitet”.