Huskunstnerordningen styrkes med nye midler

13.01.21 | Nyheder

Med 10 millioner ekstra i støtte får Artist in Residence et rygstød fra årets begyndelse. Det oplyser Statens Kunstfond, som sidste år lancerede en særlig gren af Huskunstnerordningen,der giver kommuner og kunstnere mulighed for at etablere længerevarende samarbejder om kunst for børn og unge.

Artist in Residence under Huskunstnerordningen er en satsning på 6-12 måneders samarbejde mellem kunstnere og kommuner, hvor for eksempel organisationer, skoler, museer og biblioteker bliver engagerede i projektet og kan bære det videre.

På den måde får endnu flere børn og unge adgang til kunst, ikke bare i sin færdige form, men til kunsten som proces og som en blivende del af deres liv, tankemåde og hverdag.

Læs mere og søg Artist in Residence under Huskunstnerordningen her…

Kunstneres kompetencer i spil
Der ligger et benarbejde i at finde samarbejder, men til gengæld kommer kunstneren som en stor ressource til kommunen, fortæller Tina Tarpegaard, formand for Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg:

Det første møde kan for eksempel gå gennem en institution, eller man kan tage direkte kontakt til en forvaltning. Det er værd at tænke over, hvordan kommunernes interesser spiller sammen med ens kunstneriske praksis. Måske satser en kommune særligt på bæredygtighed, måske har de fokus på lydkunst eller noget helt tredje?

Læs også interview med Tina Tarpegaard, Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg….

Kunstneren skal ikke komme med et færdigt projekt, men har flere måneder til i samarbejde med kommunen at kortlægge, hvordan projektet kan se ud i netop denne kommune med dens særlige kendetegn og kulturelle vaner.

Aktuelle huskunstnere på residency
I Gentofte skal netværket ’Hvedekorn on the go’ danne rammen for børns møde med poesi. Lars Bukdal og Christian Vind forener billedkunst og litteratur i projektet, der samarbejder med kommunens biblioteker og tager afsæt i det kendte litterære tidsskrift ’Hvedekorn.’

På Ærø har man et lidt andet take med projektet ’Ud i Landet,’ som skal give øens børn og unge adgang til de kunstneriske processer, der bliver skabt på Ærø Kunstskole. Og så har billedkunstnerne Søren Lose og Thomas Seest netop fået støtte til et projekt i Guldborgsund Kommune, der kredser om bæredygtighed, natur og dystopier.

Fælles for projekterne er, at der er stor kunstnerisk kvalitet, stort engagement i lokalområdet og kommuner, der risikovilligt stiller sig klar til at tænke nyt.

AKTUELLE FRISTER I STATENS KUNSTFONDS TO BILLEDKUNSTNERISKE UDVALG:

• 14. januar 2021
Lån af indkøbte kunstværker
Kunst i det offentlige rum: kunststrategi
Kunst i det offentlige rum: realisering af kunstopgave
Kunst i det offentlige rum: samarbejdsprojekt
Kunst i det offentlige rum: skitse til kunstopgave

• 21. januar 2021
Værkproduktion og udstillinger
Viden, dialog og debat
Børn og unges møde med billedkunst

• 2. februar 2021
Arbejdslegater for billedkunst

• 2. marts 2021
Artist in Residence under Huskunstnerordningen
Huskunstnerordningen

Se alle frister og puljevejledninger hos Statens Kunstfond…