Kunstlivet skal være tilgængeligt for alle kunstnere

09.03.22 | Nyheder

Af Miriam Katz, Billedkunstneren #1 2022

Billedkunstner Luna Scales (f. 1992) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020, og gik inden da på grunduddannelsen på Det Fynske Kunstakademi. Hun har en muskelsygdom, der bl.a. gør hende gangbesværet.

Hun fortæller, at der er stor forskel på de to akademier, hvad angår tilgængelighed for personer med fysiske funktionsnedsættelser.

”Det Fynske Kunstakademi lå på Brandts, da jeg var elev dér. Heldigvis var der elevator, og det var vigtigt for mig, fordi undervisningen foregik på 4. etage. Men på kunstakademiet i København var det vanskeligt at komme rundt som gangbesværet. Inde på Charlottenborg foregik undervisningen på 1. sal, og det var en udfordring, fordi der ikke var elevator. Til gengæld var der elevatorer i Peder Skramsgade, hvor jeg havde atelier på 2. etage. Det var ok, når bare elevatorerne fungerede, hvilket de så ikke altid gjorde,” siger hun.

Da Luna Scales var elev, var der ikke installeret kørestolsramper på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Det blev først gjort i januar i år, efter længere pres fra de studerende.

Foto øverst: Luna Scales: Langsomme Bevægelser (still). Video, 2021.

”Det er svært at forstå, at man kan have en videregående uddannelse, hvor der er så dårlig tilgængelighed, at det reelt er umuligt for f.eks. kørestolsbrugere at deltage i undervisningen,” siger hun, der dimitterede med videoværket Eyelids, som blev belønnet med Poul Erik Bech Prisen på afgangsudstillingen 2020.

Luna Scales: Eyelids (still). Video, 2020.

Kunstnerisk anerkendelse, strukturelle barrierer
I videoværket bruger Luna Scales en velkendt kunsthistorisk trope — den nøgne kvindelige krop — til at undersøge det medicinske blik og sprog, der er knyttet til kroppe med fysiske funktionsnedsættelser. Og værket gjorde et stort indtryk, sagde juryens forperson, billedkunstner Julie Nord, ved prisuddelingen:

”Værket giver udtryk for, at den måde, hvorpå kroppe bliver set, forandrer, hvordan de selvsamme kroppe bevæger sig gennem verden, og selv tilstande, som er usynlige for andre, måske er hypersynlige for den person, som oplever dem. Det komplicerer også alle vores forestillinger om en ’normal’ krop: Hvis man zoomer langt nok ind, vil der vise sig synlige variationer. Sjældent har jeg set et værk, der udstråler så meget sårbarhed og selvsikkerhed på samme tid, og jeg kunne ikke ryste det af mig igen.”

Allerede inden pristildelingen og afgangsudstillingen havde Luna Scales haft sin første solo, Physical Status Report, på Bonniers Konsthall i Stockholm. Men trods anerkendelsen oplever hun, at overgangen fra uddannelse til arbejdsliv er svær:

Ufleksibel fleksjobordning
”Mange nyuddannede billedkunstnere kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, skabe et netværk og etablere sig på kunstscenen. Men når du har et handicap, er overgangen ofte endnu vanskeligere,” siger hun.

Kunstnere med funktionsnedsættelse har f.eks. svært ved at bruge den såkaldte fleksjobordning, fordi ordningen ikke er tilpasset selvstændig, kunstnerisk virksomhed.

”Der er brug for langt mere fleksible ordninger, som tager højde for den enkelte borgers behov og faglighed. Som systemet er nu, presses alle ind i samme kasse. Kunstnere med handicap har reelt ikke samme mulighed som handicappede i andre faggrupper for at udøve vores erhverv,” siger hun.

At få økonomien til at hænge sammen er krævende for mange kunstnere, og derfor har en del kunstnere ’brødjobs’ ved siden af det kunstneriske virke. Det er dog ofte umuligt for kunstnere med handicap.

”Det er ikke alle, der har fysik til at arbejde mange timer. Men derfor kan man jo sagtens være en dygtig kunstner og bidrage med væsentlig kunst — ens arbejde skal bare kunne foregå på mere fleksible vilkår,” siger Luna Scales.

Luna Scales: Langsomme Bevægelser (still). Video, 2021.


Plads til andre kroppe i kunstlivet

Den fleksibilitet er der heldigvis god forståelse for i kunstlivet, oplever hun:

”Der er generelt stor hjælpsomhed fra udstillingsstedernes side. Folk vil gerne hjælpe med de fysiske ting, jeg ikke selv kan, f.eks. i forbindelse med udstillinger og installation. Det betyder meget for mig, at jeg bliver mødt med den venlighed og forståelse,” siger hun, der primært arbejder med video og performance.

Luna Scales håber, at de debatter om f.eks. sexisme og racisme, som foregår både i og udenfor kunstlivet i disse år, også vil skabe bevidsthed om den ulighed, kunstnere med funktionsnedsættelser møder:

”Jeg ser generelt et større fokus på kunst om andre kroppe — og på kunst om andethed i det hele taget. Der er generelt en åbenhed og velvilje i kunstlivet til at få gang i de her samtaler. Det er meget positivt, og jeg håber det kan være med til at skubbe på for de nødvendige forandringer,” siger hun.