Kunstnere presses af tunge erhvervsaktører

16.11.21 | Nyheder

Selvom Københavns Kommune har meldt ud, at det kunstneriske vækstlag skal have arbejdspladser i hovedstaden, der er til at betale, viser flere sager, BKF er involveret i, at kunstnerne presses ud af byen. Dels af kommunen selv, dels af private udlejeres huslejestigninger, nedrivningsplaner og – som i et aktuelt tilfælde på Frederiksberg – af tunge erhvervsaktørers interesser.

Således fik kunstnerfællesskabet OK Corral i september i år af Østre Landsret besked på med kort varsel at rømme et lager og to atelierer i deres lejemål på Rolighedsvej 9.

Adressen danner ramme om dels et atelierfællesskab med plads til op mod ni kunstnere, dels om det selvorganiserede udstillingssted OK Corral, der er platform for unge kunstnere og kuratorers udstillinger.

Mark Tholander: There is a gun in the exoskeleton of the car. OK Corral 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Kunstnerfællesskabet OK Corral lejer lokalerne af Kjøbenhavns Boligejendomsselskab.

Kendelsen i Østre Landsret var den foreløbige afslutning på en længere tvist mellem OK Corral og Salling Group, som ejer en Føtex, der er nabo til kunstnerfællesskabet.

Pludselig råderet
Sagen startede, da supermarkedskæden pludselig gjorde krav på dele af den kælder, kunstnerne i OK Corral har indrettet til lager og atelierer, og som de har betalt for, lige siden de fik kontrakt på lejemålet i 2016.

”Kjøbenhavns Boligejendomsselskab har altså gennem fem år modtaget husleje for et lokale, de ikke ejede, uden at protestere eller gøre os opmærksomme på problemet,” siger kurator Louise Steiwer fra OK Corral.

Under forhandlingerne i landsretten stod det klart, at kunstnernes modparter, Salling Group og Kjøbenhavns Boligejendomsselskab, var enige om, at det omstridte kælderareal tilhørte Salling Group. Det lagde retten til grund for sin kendelse, som nu gik imod kunstnerne – selvom OK Corral tidligere på året havde fået medhold, da de gik til Fogedretten med deres sag. Men nu var der ingen vej udenom:

Tore Hallas: An Empty Container Of. OK Corral 2021. Foto: Tore Hallas.

I løbet af tre uger i oktober rømmede kunstnerne to atelierer og et lager. Uden kompensation for hverken tabt arbejdsfortjeneste, de omfattende renoveringer, de havde foretaget af kælderen, eller flytning og etablering i nye omgivelser. Desuden kræver Salling Group, at OK Corral skal betale alle sagsomkostninger.

Kunstnere oppe mod store modstandere
Johannes Sivertsen er en af de kunstnere, der efter Østre Landsrets kendelse mistede sit atelier. Han var selv med til at etablere OK Corral i lokalerne på Rolighedsvej tilbage i 2016.

”Dengang var jeg lige kommet hjem til Danmark efter at have boet og arbejdet nogle år i udlandet. Og jeg må bare sige, at selvom man som kunstner i andre storbyer selvfølgelig kan opleve at blive sat ud af sit billige lejemål, så har jeg aldrig før oplevet, at udlejere på samme måde som i København kan tryne kunstnere og smide dem på porten med så kort varsel og uden kompensation, som det er sket her,” siger han.

OK Corrals sag er da også bemærkelsesværdig, mener BKF’s jurist Klaus Pedersen, der har været involveret i sagen undervejs. Han peger på, at det er meget specielt, at man må opgive en del af et lejemål, som man ellers har kontrakt på:

”Flere ting er gået skævt mellem parterne i den her sag. Det kan undre, at så stor en aktør som Salling Group ikke har prioriteret at forhandle sig frem til et kompromis med kunstnerne,” siger han.

Lotte Lind: Omsorgens besværlige væsen. OK Corral 2021. Foto: Thorkild Jensen.

Samme advokat for begge modparter
Kunstnerne står nu tilbage med en dyr regning i sagsomkostninger og en svækket retsfølelse: De peger bl.a. på, at det er problematisk, at den samme advokat har repræsenteret både udlejer og Salling Group i sagen.

”Det er ikke betryggende, at to stærke erhvervsaktører på den måde kan slå sig sammen om at tromle os. Vi er en lille gruppe selvstændige kunstnere og kuratorer og har slet ikke ressourcer i ryggen til at tage kampen op mod dem,” siger Johannes Sivertsen og tilføjer:

”Salling Group presser os ud af et lejemål, som vi på intet tidspunkt har misligeholdt. Og kræver, at vi, syv yngre kunstnere og kuratorer uden penge i ryggen, skal betale alle sagsomkostninger. Uden forhandling. Det ligner den slags skræmmemetoder, som vi kender fra bl.a. Blackstone, og er dybt bekymrende for kunstnere og andre små selvstændige i byen.”

Læs også: Kunstnerværksteder presses ud af København – atelierfællesskabet Staldgade 74C

Louise Steiwer tilføjer, sagen burde være en strid imellem Kjøbenhavns Boligejendomsselskab og Salling Group om, hvem der ejer de lokaler, som OK Corral har lejet.

”I stedet er hele sagen endt på vores skuldre,” siger hun.

”For os betyder sammenfaldet af advokater, at vi ikke har kunne kontakte vores udlejer, der ellers ikke er involveret i retssagen imellem OK Corral og Salling Group, for at spørge, hvad i alverden der foregår, og hvordan de stiller sig i forhold til retssagen.”

Kinga Bartis & Coline Marotta: Some days last a long time. OK Corral 2020. Foto: Anne Mai S. Kjeldsen.

Profilerer sig på kultur – presser kunstnere ud
Salling Group, der er Danmarks største supermarkedskæde, brander sig bl.a. igennem Salling Fondene, der blandt andet støtter kultur. Det provokerer kunstnerne i OK Corral:

”De profilerer sig på kultur, samtidig med, at de truer, presser og slæber unge, selvstændige billedkunstnere i retten, for at fratage dem deres atelierpladser og dermed deres mulighed for at udøve deres erhverv,” siger Louise Steiwer.

For Johannes Sivertsen er situationen den, at han nu har fundet et midlertidigt atelier et andet sted i byen. Det er væsentlig dyrere end det, han havde i OK Corral:

”Men jeg er så heldig nu at være et sted i min karriere, hvor jeg har råd til at betale, hvad det koster. Det kunne jeg ikke for et par år siden,” siger han.

Læs også: Kunstnerværksteder presses ud af København – atelierfællesskabet Strandlodsvej 6C

Han oplever, at København har forandret sig meget de seneste ti år – det er ikke længere er en by med plads til det kunstneriske vækstlag:

”Tidligere kunne man som nyuddannet kunstner være heldig at finde et atelier i København, der var til at betale. Det er tæt på umuligt i dag, og det betyder, at flere og flere unge kunstner forlader hovedstaden. Det ændrer hele byens karakter. I storbyer som Paris og Berlin har politikerne vedtaget lovgivning, der forpligter byudviklere til at skabe arbejdsrum for kunstnere, når de river det gamle ned og bygger nyt. I København er der tilsyneladende kun symbolsk politisk vilje til at sikre kunstneratelierer,” siger han.

”Hvis København mister det kunstneriske vækstlag, er det et problem for hele kunstscenen. For vi har brug for det kunstneriske miljø, der vokser ud af de små atelierfællesskaber og selvorganiserede udstillingssteder. Og jeg skulle da tro, at en by som København også har brug for sine kunstnere – for hvad er en hovedstad uden et arbejdende kunstliv?”

Øverst: Miriam Kongstad: The onset of fever. OK Corral 2021. Foto: Filip Vest.

Rapport: Tre ud af fire kunstnere overvejer at forlade København
75 procent af de adspurgte kunstnere i en undersøgelse fra 2021 svarer, at de stærkt overvejer at rykke deres kunstneriske praksis ud af København på grund af dårlige forhold i byen.

Det viser en rapport fra Københavns Kommunes Rådet for Visuel Kunst udarbejdet i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK)

Rapporten kan læses her…