Kunstnerne og krisen

Af Steen Bruun Jensen, Billedkunstneren #4 2022

Inflation. Energikrise. Forsyningskrise. Både private og virksomheder frygter for vinteren. Udvalgte befolkningsgrupper har fået udbetalt varmecheck, temperaturen sænkes i offentlige bygninger og en milliardstor hjælpepakke skal sænke elafgiften og giver borgere mulighed for at indefryse deres varmeregning. Kulturens område er naturligvis heller ikke gået fri, og flere institutioner har svært ved at få pengene til at slå til og har måttet skride til nedlukninger, fyringer og indstilling af aktiviteter.

Hvordan klarer billedkunstnerne sig så i disse tider? Det har vi spurgt seks af dem om.

Vi har sagt farvel til vores assistent

Hesselholdt & Mejlvang: ”Vi mærker også kri­sen, kan vi afsløre. Det er typisk, at når kunst­nere mødes, så taler de meget om økonomi, og det er skærpet nu. Det er jo en krise, der kom­mer oven i en anden krise, det er i virkelighe­den en langstrakt krise, der starter med udsæt­telser og aflysninger og nedbarberinger, og det lider vi sådan set stadig under, for vi har mistet både indtjening og en masse eksponering, som skulle generere nye invitationer. Der er en punkteret følelse. Særligt aktiviteter i udlandet er svære at trække op igen.”

Hesselholdt & Mejlvang (Vibeke Mejlvang og Sofie Hesselholdt). FOTO Søren Rønholt

”Vi tænker altid på, hvor billigt vi kan løse vores opgaver. Også ud fra en bæredygtig­hedstankegang, hvor vi forsøger at bruge det, der allerede eksisterer. Vi køber ikke så mange materialer, men vi var nede i Silvan forleden dag for at købe træplader, og de kostede jo tre gange så meget, som de plejer at gøre. Så vi eksperimenterer ikke så meget, vi er meget konkrete, og vi tænker mere over pengene.”

”Vi oplever også, at andre mennesker får færre penge mellem hænderne. En privat investor har netop trukket sig fra et pro­jekt, fordi virksomheden stod over for at skulle fyre medarbej­dere, og syntes ikke, at de kunne forsvare at bruge penge på kunst. Så bliver det blandt andet vores honorar, der nedskaleres. Vi har også fået udskudt en udstilling på et stort museum. Først blev den udsat på grund af corona, og nu har museet ikke penge til at køre den som planlagt, fordi de har modtaget en stor stigning i deres el- og varmeregning. Så den bliver først til noget, når de har økonomi til det. Det er vi megaærgerlige over, for vi går både glip af udstillingsvederlag, eventuelle salg og honora­rer for udstilling og eventuel talk – sådan en aflysning kan have mange konsekvenser. Vi mister også den eksponering en ud­stilling giver, som kan føre nye ting med sig.”

”Vi har de seneste par år haft en ansat to dage om ugen. Det har været et sats, fordi det har vores økonomi ikke helt kunnet bære, og nu er vi så desværre blevet nødt til at afskedige hende, og det er vi enormt kede af. Vi er også i gang med at udleje noget af vores atelier for at spare lidt på huslejen.”

”Altså, vi lever i Danmark, vi har smør på brødet, vi skal nok klare den. Og at være kunster er under alle omstændigheder en økonomisk bølgegang, så vi tænker lidt; ’den klarer vi også’. Vi kan omstille os, og vi er så privilegerede, at vi har gang i mange udstillinger og projekter. Da vi alligevel arbejder meget med genbrugsmaterialer og ting, vi får forærende, så har vi mulighed for at skalere op og ned. Og heldigvis er der stadig nogle håndtag at dreje på, så vi har ikke mistet modet, og så må vi se, om vi kan finde noget positivt i at have lidt modgang.”

Investerer lidt mindre

Morten Modin: ”Jeg mærker en generel større usikkerhed. Under corona var jeg meget pres­set og havde mange aflysninger og udskydelser af projekter. På det tidspunkt havde jeg tre store soloudstillinger, hvoraf de alle blev gen­nemført med stærkt begrænset åbning – den ene i Finland oplevede jeg ikke engang selv fysisk. Nu er jeg så heldig, at jeg har vundet et projekt under Statens Kunstfond. Det er et to­årigt projekt i Brøndby Strand, hvor jeg også har atelier – det er en stor sikkerhed. Men vi er kommet meget senere i gang på grund af nogle leveringsproblemer af materiel, og jeg kan godt mærke, at priserne er steget på både materiel og fragt. Det har selvfølgelig betydning for de budgetter, som jeg opstiller.”

Billedkunstner Morten Modin. FOTO Martin Fabricius Buchwald

”Jeg har langt hen ad vejen forsøgt at finde nogle bæredygtige løsninger i min værkpro­duktion, men fordi der er mange uvisheder i vores samtid, så sætter jeg ikke nye projekter i gang uden at have en kontrakt eller køber. Privat kan jeg jo godt mærke, at mad, strøm og varme bliver dyrere, så jeg investerer nok min­dre i min virksomhed og trækker penge ud til at forsørge familien.”

”Kunstbranchen er altid en svær bran­che at overleve i, og jeg stiller hele tiden spørgs­mål ved, om det er det rette, jeg laver. Det føler jeg dog, når alt kommer til alt, men når vi løber ind i sådan en krise, så tænker jeg da over, hvordan fremtiden som kunstner ser ud. Min oplevelse er, at kunst og kultur er noget, der beskæres endnu mere i krisetider, selvom det burde være omvendt.”

Jeg har sløjfet ideen om et atelier

Anna Walther: ”Det påvirker mig selvfølgelig, at folk ikke køber lige så meget kunst. Vi har jo en kludetæppeøkonomi. Salg er et vigtigt ben i min virksomhed, og det ben har fået et knæk, for folk holder mere på deres penge. Det kan godt mærkes. Og så hjælper det heller ikke, at tingene generelt er blevet dyrere.”

Billedkunstner Anna Walther. FOTO I DO ART Agency

”Når folk holder mere på pengene, og kommunerne også begynder at spare, så er det klart, at der ikke er det samme flow som før, hvor der var et vist opsving. Så man tænker anderledes, men jeg har nu altid sparet og prøvet at være meget konkret, fordi jeg ikke rigtig har haft råd til andet. Jeg tror, at jeg har tænkt over i de seneste år, at tingene skulle være mere salgbare. Men det har ikke noget at gøre med den krise, der er lige nu.”

”At blive taget i betragtning til open calls er næsten sværere end at komme ind på et akademi. Så der bliver spildt rigtig meget arbejdskraft, når der er måske 600 mennesker, der søger de samme ting hver gang, fordi der er så få penge.”

”Jeg har sløjfet ideen om et atelier for længe siden. Det giver ikke mening for mig økono­misk, så jeg arbejder hjemmefra. Hvis jeg har en specifik opgave, så lejer jeg mig ind. Det kan bedre betale sig for mig end at lægge 3.000-4.000 kroner hver måned. Men det er rimelig tabubelagt, det med ikke at have et atelier. Der er en idé om, at man er mere professionel, hvis man går ned på et værksted, og man ligesom imiterer et mere klassisk arbejdsliv. Jeg har ikke valgt kunst for at passe ind i et klassisk arbejdsliv. Jeg blev billedkunstner, fordi det passer til mig. Men hvis jeg væltede mig i pen­ge, så havde jeg selvfølgelig haft et atelier, det er klart.”

”Jeg arbejder blandt andet med upcyclede ting, noget jeg kan finde i naturen eller omarbejde på forskellige måder, og det er selvfølgelig ikke nødvendigvis særlig dyrt. Men jeg har altid haft et stort forbrug af træ, og det blev rigtig dyrt under corona-krisen, det kan virkelig mærkes. Så jeg producerer ikke bare for at producere, og mine udgifter er primært til at købe assistance.”

”Jeg kan godt ærgre mig over, at der skulle komme en krise nu, hvor jeg er forholds­vis nyuddannet. Hvis man havde fået et skub fra starten og følte, at der var opbakning til billedkunsten, havde det været noget bedre. Det rammer særligt hårdt elever fra skoler der falder uden for centraliseringen omkring aka­demiet i København. Det hjælper heller ikke, at politikerne latterliggør kunsten og ikke mener, at det er noget, de vil bruge penge på.”

Sørger for ikke at skylde penge

Sonja Lillebæk Christensen: ”Selvfølgelig bemærker jeg, at der er krise. Men for mig er det bare ret meget sådan at være bil­ledkunstner. Der er altid en form for uvished. Under corona var det for mig nærmest som om, at andre mennesker gjorde sig erfaringer med, hvordan det var at være billedkunstner. Og sådan har jeg det også nu, hvor det er en økonomisk krise og ikke en pandemi. Jeg har også været heldig; jeg har arbejdet som billedkunstner, jeg har noget at lave, noget der skal være færdigt, og det havde jeg også under corona, fordi jeg var så heldig at blive inviteret af SMK til simpelthen at lave et coro­na-værk. Denne gang sidder jeg med en udsmykning for Kø­benhavns Kommune, som jeg selvfølgelig får løn for, så det er ikke rigtigt krisetid for mig. Måske er jeg ikke den bedste at spørge til, hvad angår kriser, men jeg er i hvert fald et billede på, hvordan det også kan gå.”

Sonja Lillebæk Christensen under sit værk Velkommen til – det konstruerede, det romantiske og det oversete. LED video. FOTO Christian Schmidt-Rasmussen

”Jeg er vant til, at det svinger. På en eller anden måde får jeg det til at gå. Men jeg sidder også i en haveforening i et billigt hus, der er betalt ud, og jeg har værksted herhjemme, så det har jeg heller ikke udgifter til. Ligesom mange af mine kolleger sørger jeg for ikke at skylde nogen penge, jeg lever sparsomme­ligt og rejser ikke særlig meget. Så det hele er rimelig nemt.”

”Jeg tænker altid over de materialer, jeg bruger. Nogle gange vil jeg godt give den gas, og andre gange skruer jeg lidt ned. Jeg er fleksibel i forhold til, hvad ting skal koste. Min næste udstilling skal hovedsageligt laves på papir, og så går jeg lidt væk fra det dyre video og elektro­nik, som jeg har gang i lige nu. Men det har egentlig ikke noget med krise at gøre. Det hand­ler om at være fleksibel, men det er vel også det, krisetider gør ved en. Krisetider er en reminder til en om, hvordan man lever sit liv. Og som billedkunstnere er vi altid lidt i krisemode.”

”Jeg ser ikke pessimistisk på min fremtid som billedkunstner. Jeg er en del af Udstillings­stedet Sydhavn Station, og vi har den tilgang, at det skal kunne lade sig gøre at lave kunst for næsten ingen penge. Det er ikke sådan, at hvis der næsten ingen penge er, så laver vi ikke no­get. Vi vil ikke lægge os fast på, at kunst skal se ud på en bestemt måde, det må gerne se lidt billigt ud en gang i mellem, og vi har stadig en stemme, selvom vi ingen penge har.”

Installationen blev slukket for at spare strøm

Jacob Remin: ”Jeg er som billedkunstner vant til, at tingene går op og ned. Arbejdet kommer i bølger, for mig er det ikke nyt, og det tror jeg er en meget god ting at indstille sig på. På en måde tror jeg, krisetider er nemmere for en billedkunstner, der har strategier for at leve på en sten i perioder, end det er for almindelige lønmodtagere med stort forbrug, boliglån og bil. De mærker måske noget, som de ikke er vant til for tiden.”

”Jeg bruger ofte specialfabrikeret elek­tronik i mine installationer, som jeg selv desig­ner og får produceret i Kina. Og her er udgif­terne helt klart steget, og nogle komponenter er decideret umulige at få fat på for tiden. Det mærkede jeg allerede sidste sommer i forbin­delse med produktionen af min installation Skyen i Spinderihallerne i Vejle, hvor forsy­ningskrisen på elektronik så småt var begyndt. Komponenter og printplader endte med at blive 30 procent dyrere end vi havde budgette­ret med. I år har jeg heldigvis ikke haft behov for at lave store bestillinger af elektronik, for det ser bestemt ikke bedre ud i dag.”

Jacob Remin. FOTO Lotte Løvholm

”Installationen Skyen er et abstrakt da­tacenter. Skyen forholder sig – ligesom mange af mine andre værker – til det enorme ressour­ceforbrug, vi har på internettet. Datacentre bruger rigtig meget strøm. De forventes at stå for 20 procent af vores nationale elforbrug i 2030, og det er en kæmpe udfordring for den grønne omstilling. Skyen er en stor skulptur, der lyser meget med mere end 4000 LED-pærer, og selvom den ser ud, som om den bruger me­get strøm, er forbruget kun 150 watt. Det svarer cirka til dét, en MacBook oplader leverer, når den oplader computeren. Et datacenter må al­drig slukkes, for det er kritisk infrastruktur. Men Spinderihallerne ville gerne virke handle­kraftige i forhold til energikrisen og valgte i oktober at slukke for installationen. Gennem dialog og med hjælp fra BKF har vi nu heldigvis fået tændt for Skyen igen. I stedet afholder vi nu under Skyen i Spinderihallerne et offentligt arrangement, hvor vi skal diskutere det store ressourceforbrug, vi har gennem vores internet-forbrug: Vi slukker for kunstværker og julelys, men tager ikke de hårdere valg om at flyve mindre, spise mindre kød, købe mindre tøj eller streame mindre. Vi kunne ikke drømme om at slukke for de virkelige datacentre, selvom der virkelig ville være noget at spare. Det er tid til, at vi tager en snak om differentiering af data, og hvordan vi forbruger data: Hvad er konse­kvenserne af, hvordan vi designer og forbruger internettet? Hvad fylder forskellige formater? Hvad er nyttigt for samfundet? Hvad er unødigt dyrt og skadeligt for planeten?”

Foto øverst: Jacob Remin: The Data Centre Never Sleeps. VIDEO STILL Jonas Normann