Arkitekt Merete Ahnfeldt-Mollerup og billedkunstner Peter Holst Henckel er valgt som henholdsvis forkvinde og næstformand for Akademiraadet i forbindelse med det nye råds konstituering.
Den nye ledelse skal stå i spidsen for at gennemføre den forandringsproces, som rådet har arbejdet på i den forgangne valgperiode, hedder det i en pressemeddelelse fra rådet, der er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål.
Læs også: Akademiraadet lancerer 20 anbefalinger til et skønnere Danmark…
Et centralt sigtepunkt for Akademiraadet er at sikre kunstnerisk og æstetisk kvalitet i vores hverdag. Akademiraadets opgave er at fremme kunsten og rådgive staten, regionerne og kommunerne i kunstneriske og æstetiske spørgsmål på billedkunst- og arkitekturområdet. Det gør rådet bl.a. ved at udtale sig og rådgive om vigtige aktuelle emner i udviklingen af hele landet, på tværs af kommunerne og i de enkelte byer.
Rådet har også som opgave at uddele legater og medaljer, udpege medlemmer til repræsentantskaber, bestyrelser m.v. i offentlige og private institutioner mv., ligesom det rådgiver i forbindelse
med udpegning af de Kongelige Bygningsinspektører. Akademiraadets forkvinde er også præsident for Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster.
Merete Ahnfeldt-Mollerup er uddannet arkitekt og Ph.d fra Kunstakademiets Arkitektskole, og arbejder både som praktiserende arkitekt inden for transformation og scenografi og som forfatter.
For det sidste er hun blevet hædret med N.L. Høyen Medaljen.
Peter Holst Henckel er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiets Billedkunstskoler i København og arbejder som billedkunstner. Udover talrige udstillinger og integrerede udsmykninger i ind- og udland, har Peter Holst Henckel tidligere undervist på Det Jyske Kunstakademi, kurateret udstillinger, fungeret som kunstrådgiver for bl.a. Bygningsstyrelsen og siddet i bestyrelsen for flere institutioner.
Akademiraadets medlemmer 2021 er:
Arkitekter – Merete Ahnfeldt-Mollerup (forkvinde), Anna Maria Indrio (faggruppeforkvinde),
Jacob Kamp (dirigent), Erik Brandt Dam, Rikke Juul Gram og Eva Jarl Hansen.
Billedkunstnere – Peter Holst Henckel (næstformand), Jeanette Land Schou (faggruppeforkvinde), Kaspar Bonnén, Anders Bonnesen, Nanna Gro Henningsen og Tina Maria Nielsen.
Merete Ahnfeldt-Mollerup afløser billedkunstner Milena Bonifacini, der har været forkvinde for Akademiraadet siden 2017.
Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster
– virker til kunstens fremme og som statens rådgiver i kunstneriske spørgs-mål. Akademiraadet behandler henvendelser fra statslige myndigheder og kan på eget initiativ indhente oplysninger fra og fremsætte erklæringer over for statslige myndigheder og institutioner samt over for offentligheden. Akademiraadet står til rådighed som rådgiver i kunstneriske spørgsmål for kommunale myndigheder.