Nyt nummer af Fagbladet Billedkunstneren

06.09.23 | Nyheder

Lidt om indholdet:

Diskrimineres ældre billedkunstnere?

Billedkunstnernes Forbund gennemførte dette forår en medlemsundersøgelse, der gjorde det klart, at mange medlemmer er optaget af problematikker knyttet til alder: ”Sæt mere fokus på udfordringerne ved at være en midaldrende billedkunstner.” ”Glem ikke de aktive over 50 år.” ”Kunstlivet er meget ungdomsfikseret.” Osv.

Der findes ikke kendte undersøgelser om aldersdiskrimination i kunstlivet, men der er ikke tvivl om, at det er blevet et varmt emne på det øvrige arbejdsmarked for medier, forskere og fagorganisationer. I dette nummer af Billedkunstneren tager vi hul på emnet med interviews med aldringsforsker Aske Juul Lassen, Rhea Dall og Jacob Fabricius fra henholdsvis Overgaden og Art Hub Copenhagen, der begge har fokus på først og fremmest de yngre kunstnere, samt billedkunstner Henriette Heise, der har givet sig i kast med et postdoc-projekt om kunstneres senværker.

Kunst i fængsler

Søndag var der premiere på DR-dramaserien ’Huset’, der følger det barske liv i et nedslidt fængsel, der står over for en mulig lukning, hvis man ikke får styr på magtbalancen og det interne hierarki.

Billedkunstnere arbejder også i fængsler, og i dette nummer præsenterer vi nogle af dem: Billedkunstner og fotograf Tina Enghoff, der sammen med præsten Kamille Nygård har lavet workshops og udstillinger med indsatte. Billed-, video- og performancekunstner Marika Seidler, der netop nu arrangerer vandringer i det nedlagte fængsel i Vridsløselille, hvor i øvrigt udstillingsstedet Renæssancejord igennem et helt år arrangerer kunstudstillinger og events. Samt kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, der har fået ansvaret for den integrerede kunst i opførslen af et lukket fængsel i tilknytning til det allerede eksisterende åbne fængsel i Sdr. Omme.

Besøg endvidere Eamon O’Kane i ’Kunstnerens værksted’ og mød dette nummers nye medlem, Niels Lyhne Løkkegaard, der arbejder med lydkunst, performance og konceptuel kunst.

Læs Fagbladet Billedkunstneren #3 2023

 

Foto øverst: Jessie Kleemann, Arkhticós Dolorôs, 2019, still fra videoperformance ved Sermeq Kujalleq-gletsjeren ved smeltevandssøen Blue Lake, Ilulissat. FOTO OG FILM Chelsea Reid og Tyler Levesque