Expired: OPEN CALL for tegnekunstnere og illustratorer

29.08.22 | Opslagstavle

Åbent tegnestudio i udstillingen Amazing Nature på KunstCentret Silkeborg Bad i 2023

KunstCentret Silkeborg Bad planlægger den omfattende temaudstilling Amazing Nature. I den forbindelse tilbyder kunsthallen ti tegnere og illustratorer en åben studioplads i udstillingen, hvor de inviteres til at arbejde med fortolkninger af udvalgte naturskildringer fra kunsthistorien.

Om Amazing Nature

Amazing Nature, som udgør hele udstillingsprogrammet på KunstCentret Silkeborg Bad i år 2023, vil udfolde en række aktuelle diskussioner om behovet for en ny følsomhed overfor naturen gennem en mangfoldig repræsentation af værker, som belyser glemte eller skjulte underfulde sammenhænge i vores omgivelser. Amazing Nature præsenterer både nyproducerede og eksisterende værker af omkring 30 samtidskunstnere, som vises i udstillingssalene i den gamle kurbygning, såvel som i den omkringliggende park. Herudover ledsages udstillingen af en bred formidlingsportefølje og arrangementskalender, som gennem hele udstillingsperioden skal sikre fortløbende aktualisering af udstillingens tematikker. Bl.a. vil et formidlingselement i udstillingen belyse, hvordan kunsten gennem historien har afspejlet forskellige tiders natursyn. Det er denne udstillingsdimension, som dette open call vedrører.

Tegnekunsten aktualiserer historien

Naturskildringer har gennem historien givet udtryk for sin tids natursyn; fra de forhistoriske hulemalerier af dyreflokke og mennesker på jagt, til middelalderens dyrkning af jorden på guddommelig opfordring, til romantikkens fremstillinger af den vilde, sublime natur og mennesket i den. Kunsthallen har udvalgt ti historiske værker, som vi præsenterer (via fotografisk reproduktion) og formidler i udstillingen Amazing Nature.

For at aktualisere værkerne ønsker vi at give tegnekunstnere mulighed for at arbejde efter de udvalgte værker i en åben proces, hvor publikum kan følge hvordan en kunstner, med vor tids briller, ser på fortidens naturskildringer. En klassisk tilgang til bedre eller ny forståelse af et emne, er ved at overføre det fra øje til hånd – gennem tegning. Botanikere har tegnet planter, for at studere de enkelte bestanddele og kunstnere, såvel som kunsthistorikere, har tegnet efter ældre værker, for virkelig at se dem. Med dette open call inviteres ti kunstnere til at fortolke de udvalgte historiske værker gennem egen arbejdsproces med tegnemediet.

Ti kunstnerne tilbydes ti dages levende værkstedsplads i udstillingen i løbet af udstillingsperiodens ti måneder fra marts til og med december 2023. Her kan publikum følge med i processen, når kunstnerne arbejder sig ind i de historiske værker og fortolker dem med egen streg. Processen er i centrum og eksperimenter og afprøvning af nye teknikker, materialer og formater er velkomne, men ikke et krav. Der vil være mulighed for at kunstneren, hvis denne ønsker det, kan udstille både procesarbejder og skitser såvel som mere færdige værker udarbejdet under opholdet i det afsnit af udstillingen, hvor de historiske værker præsenteres.

Arbejdstid og -perioder

Vi tilbyder ti kunstnere en levende værkstedsplads i udstillingen i hver ti arbejdsdage fordelt på to på hinanden følgende uger (inkl. weekenderne). En ny kunstner indtager hver måned en arbejdsplads i udstillingen.

Perioderne er:  Marts: Uge 12-13 // April: Uge 16-17 // Maj: Uge 20-21 // Juni: Uge 25-26 // Juli: Uge 29-30 // August: Uge 34-35 // September: Uge 38-39 // Oktober: Uge 42-43 // November: Uge 46-47 // December: Uge 49-50.

Arbejdstiden lægges i publikumsåbningstiden (maj-sep: tir-søn 10-17 // okt-apr: tir-fre 12-16 og lør-søn 11-17).

Vi tilbyder

Tegnestudio-kunstnere modtager hver 10.000 kr. i honorar. Pr. kunstner stilles tillige et rammebeløb på 2.000 kr. til rådighed for materialer. Der støttes op om indretning af værkstedet med de remedier, som haves til rådighed på stedet. Rejseudgifter dækkes med max 1.500 kr. Kunstnere på arbejdsophold tilbydes gratis logi i gæstefløjen, hvor man selv kan lave mad i gæstekøkkenet.

Ansøgning

Vi efterspørger ikke værkforslag, da tegnestudio-projekterne har fokus på den åbne kunstneriske proces frem for et resultat. Interesserede deltagere bedes derfor indsende en præsentation af tidligere arbejde (fx i form af en portfolio), for at give et indblik i udtryk og teknik. Hertil læser vi også gerne en ultrakort beskrivelse af din praksis og hvad du er optaget af ved tegnemediet. Du må gerne vedhæfte et kort CV. Husk at angive hvilke perioder, du vil kunne deltage. Vi modtager ansøgninger på dansk eller engelsk.

  • Ansøgningsfrist: Fredag d. 30 september 2022
  • Udstillingsdatoer: marts – 31. december 2023

 

Ansøg ved at sende dit materiale i én samlet PDF, navngivet: “*FORNAVN EFTERNAVN* – TEGNESTUDIO” til: Udstillingsinspektør, Julie Margrethe Nyrup, jmn@silkeborgbad.dk

Vi kvitterer ved modtagelse af ansøgning og alle ansøgere kan forvente svar, når beslutningen er truffet, inden for en måned efter ansøgningsfristen.