Se ikke fremad, se dig omkring

04.12.20 | Nyheder

Bevidsthed om klima og bæredygtighed er de senere år blevet en stadig større del af billedkunstner Camilla Nørgårds kunstneriske praksis. Hun håber, klimakrisen vil tvinge kunstverdenen til at tage grundlæggende strukturer op til revision, f.eks. ressourcekrævende biennaler og hyppigt skiftende udstillinger: ”Gamle vaner og rutiner er ikke længere udtryk for ansvarlig adfærd,” siger hun.

— Hvad kan man som kunstner kan gøre for at mindske CO2-aftrykket i sit kunstneriske arbejde?

På det lavpraktiske plan er det jo helt oplagt at tænke på alle udenoms ting i forhold til værkproduktionen: Udelade brug af plastik, formindske transport, genbruge. Tænke over alt det, der handler om, hvordan man agerer i sin hverdag, også i forhold til sin kunst, på en bæredygtig måde. Behovet for at mindske klimabelastningen kan også igangsætte en gentænkning af, hvad ressourcer er, og hvordan de bruges. Jeg oplever, at klimakrisen allerede har ændret kunstneres materialefokus. Mange laver deres egne materialer, eller materialerne i sig selv bliver tema for det kunstneriske arbejde. Materialerne har mistet deres uskyld, kan man sige — man kan ikke længere bare være ligeglad med, hvad man bruger, hvor det kommer fra, og hvor det efterfølgende skal hen. Begreber som ‘new materialism’ og ’det antropocæne’ er jo dannet som en del af klimakrisen.

— Hvordan påvirker klimahensynet din egen kunstneriske praksis?

Camilla Nørgård under arbejdet med værket Trappesletten, der bl.a. består af genbrugte mursten indsamlet fra den nordjyske landsby Vestervig. Trappesletten i Vestervig er en del af byfornyelsesprojektet KulTHYvator i Thisted Kommune, som har til formål at udvikle nytænkende kunstprojekter og skabe nye byrum og mødesteder på tomme grunde. Foto: Torben Petersen.

Uden at vide præcis, hvornår det startede, eller hvad, der har afstedkommet hvad, har overvejelser om klima og bæredygtighed fået stor betydning for min praksis. Et eksempel er,
at jeg nu lægger stor vægt på at prioritere lokal produktion og lokal arbejdskraft frem for transport og indkøb af nye materialer. I mine kunstprojekter tænker jeg altid: Hvad har vi i forvejen på stedet? Mit motto for tiden er: ”Don’t look forward, look around”. Det er helt klart afstedkommet af behovet for at medtænke klima- og bæredygtighedshensyn i min kunst. Jeg forsøger også at bøje rammerne for mine kunstprojekter, så de giver mulighed for processer, der kan udfolde sig over lang tid. Og så de kan bygges op i en udveksling med stedet på stedet. Jeg indtænker vedligeholdelse og drift som positive elementer i processen — sikrer mig, at det færdige objekt ikke er en afslutning, men måske nærmere en begyndelse, og at medskaben og samarbejde på en eller anden måde altid er til stede. Jeg tænker på kunstproduktion som en form for omrokering, i stedet for ’nybyggeri’, og derfor er det helt naturligt, så vidt muligt at bruge og bygge videre på det, der er i forvejen.

— Hvad mener du, kunstlivet bør gøre anderledes for at begrænse klimaforandringerne?

Jeg tror, vi skal tage nogle af de grundlæggende strukturer i kunstlivet op til revision: Skal vi f.eks. forsætte den intensive afvikling af store internationale kunstmesser og biennaler? Skal vi blive ved med hyppigt at udskifte store, ressourcekrævende udstillinger med alt, hvad det kræver af flytrafik, reorganisering, opbygning? Jeg synes, vi bør tænke kritisk over frekvens, antal, længde på udstillinger og messer og generelt udvikle langt mere genbrug i kunstlivet. Ligesom vi bør sige farvel til gamle transportvaner og i stedet satse på kollektiv og lokal trafik. Måske vil vi fremover se en opløsning af de kunstgeografiske centre i verdenen. De gamle vaner og rutiner har det svært — simpelthen fordi de ikke er udtryk for ansvarlig adfærd. Det er lidt ligesom med de klippede græsplæner: De ses ikke længere som kontrolleret og god opførsel, men nærmest som det modsatte: Mangel på ansvarlighed overfor biodiversiteten og som en egoistisk måde at forholde sig til naturen på. Måske er det noget af det samme, billedkunsten kan: Give os nye bud på, hvordan omgængelighed med og i en forstyrret verden kan se ud.

Øverst: Camilla Nørgård | Sten-sti-dige. Gellerupparken Aarhus, Sigrids Udestue, 2020. FOTO Privat.

Artiklen her er bragt i decemberudgaven fagbladet Billedkunstneren 2020.