“Vi kunstnere har i årtier siddet i udvalg og kommissioner og forhandlinger med politikere og embedsmænd. Men de lytter ikke længere til kunsten og kulturen. Nu må vi både lokalt og globalt selv etablere grundlaget for kunstens eksistens.”
Sådan sagde billedhugger Bjørn Nørgaard bl.a. i sin festtale ved BKF’s 50 års jubilæum og generalforsamling, der løb af stablen d. 2. november 2019 på Statens Værksteder for Kunst.
Omkring 120 medlemmer af Billedkunstnernes Forbund var samlet i kunstens maskinrum, Metalværkstedet i Gl. Dok Pakhus, for at fejre forbundets 50 års fødselsdag og deltage i den efterfølgende generalforsamling.
Arbejdets værdi
Jubilæumsarrangementets første festtaler, Bjørn Nørgaard, reflekterede i sin tale over, hvorfor kunstnerisk arbejde ikke tillægges værdi i samfundet i dag:
“Jeg har undret mig over, hvorfor der tilsyneladende er en eller anden aura om vores fag, som gør, at enkelte kunstnere får taletid i offentligheden, men når vi kommer ned til det mere fundamentale, så regner man ikke os kunstnere for noget.”
For at forstå dette paradoks anbefalede Bjørn Nørgaard Hannah Arendts bog Menneskets Vilkår (1958).
“Bogen handler om, hvordan vores arbejdsbegreb er dannet. Hannah Arendt gør opmærksom på, at man helt tilbage til grækerne har haft to begreber for arbejde, som stadig findes i sproget: At arbejde og at virke. På tysk Arbeit und Werk. Samme opdeling findes på engelsk, fransk, dansk og mange andre sprog.”
“Hvis vi tager det tyske Arbeit og Werk, så er Arbeit det, vi udfører, for at opretholde vores egen eksistens, mens Werk er det, vi skaber, som er blivende, som skaber betydning ud over selv. F.eks. at bygge et hus eller lave en stol, som måske holder i 100 år. På dansk har vi det også stadig i sproget, f.eks. siger vi håndværk og kunstværk, og ofte bare et værk.”
Bjørn Nørgaard forklarede, at de to forståelser af arbejde ifølge Hannah Arendt smelter sammen i moderne tid. Både kapitalisme og socialisme blander de to sammen til et arbejdsbegreb, hvor kun produktivt arbejde, der kan måles og økonomisk defineres, regnes for værdifuldt.
Brug for nye politiske strategier
“Der er ikke længere forskel på et møbel og et rugbrød, forbrug-og-smid væk kulturen griber om sig. Det handler kun om at skabe mere vækst og mere profit. I den proces kommer kunsten i klemme,” sagde Bjørn Nørgaard, der på den baggrund efterlyste nye strategier for det politiske arbejde på billedkunstområdet:
“Vi kunstnere har forsøgt at reagere på de levevilkår og økonomiske realiteter, der er resultatet af endeløse nedskæringer. Men den neoliberale forståelse af, hvad der tillægges værdi, har efterhånden sejret overalt. Forleden havde vi en lille aktion til støtte for Den Kongelige Afstøbningssamling. Samlingen har helt afgørende kulturhistorisk værdi, den er et enestående sted, hvor man kan studere skulpturens væsen. Nu vil Finansministeriet lukke den. Fortiden og kunsten smadres med regneark. Og politikere og embedsmænd lytter ikke længere til os kunstnere. Det er tid til at skifte taktik. Ikke flere forhandlinger. Nu er det tid til aktivisme og æstetiske chok,” sluttede han, inden han under en lang klapsalve fra salen blev afløst på podiet af dagens anden festtaler, billedkunstner Marie Thams.
Marie Thams reflekterede ligesom Bjørn Nørgaard over den værdi, kunstnerisk arbejde tillægges – eller ikke tillægges – i samfundet. Hendes tale tog udgangspunkt i kunstneres evne til indlevelse og overlevelse og problematiserede den individualisering, der præger vores tid:
“Både økonomiske og sociale vilkår kan synes i højere og højere grad at lægges alene hos individet, der i sin kamp for overlevelse og udvikling indkapsles i en øget individualitet. Men alene er vi ikke. Se bare her i dag. Vi er ikke kun afhængige af andres øjne, ører og oplevelse af og med os for at være til, men også afhængige af vores medmennesker – og her fagfæller – for at kunne udvikle os og skabe effektfuldt aftryk, igennem vores kunstneriske virker,” sagde hun.
Kunstens prekære vilkår
I dag ses den selvstændige kunstner ofte som spidseksempel på den individuelle, frie, selvdefinerende og uafhængige arbejder, påpegede Marie Thams.
“Men i den forestilling overses, eller romantiseres, de prekære vilkår vi også indhylles i. En prekæritet, der ikke fremmer et bedre arbejds-, tanke- og produktionsflow. Friheden til selv at tilrettelægge ens arbejde og muligheder – som er det, der fremhæves og som også er en reel del af det kunstneriske virke – kan i samme åndedrag blive til det stik modsatte. For hvis det kunstneriske arbejdes værdi og dets krævede vilkår overses, så undergraves den kunstneriske proces i samme omgang.”
“Vi er del af og reagerer indenfor og mod tidens mantraer, der styres af nytteværdi og vækstprotokoller. Her har vi en stor opgave og mulighed. Netop at insistere på at livet leves undervejs – og at kunsten gør denne oplevelse vedkommende og opbyggelig. Vi må sammen arbejde for oplysning om og anerkendelse af de afgørende og nødvendige kritiske blikke og reaktioner – der nuancerer og udvider virkeligheden – som kunsten kommer med. Det må vi gøre i eget virke og i fælles bevægelse, gennem fagforbund som BKF,” lød det bl.a. fra Marie Thams, og salen kvitterede for hendes ord med en lang klapsalve.
Jubilæumsarrangementet fortsatte med ‘Ghost in the washingmachine’, en stærk kunstnerisk performance af Sif Hedegård, dimmitend fra Det Fynske Kunstakademi 2015, og afsluttedes med en fremtidsworkshop om BKF’s politiske arbejde, facilliteret af forbundets formand og næstformand, Nis Rømer og Camilla Nørgård.
Og så var det tid til en kunstnerisk og kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige: Kok og billedkunstner Søren Aagaard havde skabt BKF’s jubilæumslagkage, en squashkage med græskarglasur, smukt iscenesat på et leje af gyldne efterårsblade og drysset med nødder. Den søde mundfuld blev akkompagneret af et glas kølig cava, og efter hyggelig mingle tog de omkring 120 fremmødte medlemmer af BKF hul på den formelle del af generalforsamlingen.