Af Miriam Katz, Billedkunstneren #1 2022
Hvordan får man råd til at aflønne en assistent for at udføre praktisk arbejde i forbindelse med kunstprojekter? Eller for at tage med på et residency-ophold eller et kursus på et kunstnerværksted?
Det er spørgsmål, som billedhugger Kristian Sverdrup (f. 1972) er vant til at forholde sig til igennem sit snart 20 år lange arbejdsliv. Og det kræver både ekstra kræfter og ekstra økonomi at få mulighed for at arbejde med kunsten, når man har en fysisk funktionsnedsættelse, fortæller han:
”Jeg er glad for, at jeg har de personlige ressourcer, der skal til, for at kunne skaffe mig et grundlag for at kunne udføre mit arbejde. Men det er svært, for de offentlige ordninger passer meget dårligt til kunstneres arbejdsvilkår. Og i kunstlivet har man ikke helt forstået, at tilgængelighed handler om andet end elevatorer og kørestolsramper. Det handler f.eks. også om økonomi,” siger Kristian Sverdrup, der har cerebral parese, dvs. spastisk lammelse, i hele venstre side af kroppen. Det betyder bl.a., at han er gangbesværet, og at han kun begrænset kan bruge sin venstre hånd.
Billedhugger Kristian Sverdrup i performance på soloudstillingen Kunstneren som værk, Kunsthal Nord 2017. FOTO Nils Fabæk.
Nødvendige assistenttimer
Fra det offentlige har han som handicappet ret til et vist antal assistenttimer om måneden. Men disse assistenttimer er konstant under pres og blev for nyligt nedsat betragteligt. Og de er langt fra nok, når han f.eks. skal hyre assistenter til at udføre større udstillingsprojekter, eller til at tage med ud i verdenen på arbejdsophold. Derfor bruger Kristian Sverdrup mere og mere tid på at søge
fondsmidler:
”Jeg er nødt til at kunne aflønne min snedkerassistent og andre tekniske og praktiske fagfolk for at kunne skabe mange af mine værker. Hvis jeg skal på residency, har jeg brug for at have en assistent med, som jeg oftest selv skal betale for,” siger han.
De bedste erfaringer har han med fonde, som retter sig mod handicappede generelt. I kunstlivet, derimod, er der ingen puljer, rettet mod kunstnere, der har brug for assistenthjælp for at kunne arbejde med deres kunst, rejse og udvikle sig fagligt.
”Hvis jeg f.eks. vil med på et kursus på Statens værksteder for Kunst, har jeg brug for en værkstedsfaglig assistent, der kan hjælpe mig hele dagen. Det er urealistisk for mig selv at finansiere det, så reelt er jeg afskåret fra at deltage i en del kurser,” siger han.
Tilgængelighed i kunstlivet?
At bygge internationale netværk og søge faglig udvikling på arbejdsophold i udlandet er vigtigt for de fleste kunstnere. Også for Kristian Sverdrup. Men det er ikke nok, at kunstneren tildeles et residency-ophold. Hvis han skal afsted, kræver det, at finansieringen af både assistentens ophold og timer er på plads.
”Desuden tillader residencyet ikke altid, at assistenten får ophold sammen med mig, og så må han eller hun tage en Airbnb ude i byen. Det er selvfølgelig ikke optimalt. Men generelt er folk imødekommende, så vi finder en løsning, selvom det kan være lidt besværligt,” siger Kristian Sverdrup, der bl.a. har fundet inspiration i residencies på de danske institutter i Rom og Athen.
”Jeg plejer ikke at fortælle folkene på det sted, jeg skal hen, at jeg er handicappet, fordi jeg frygter at få et afslag pga. min funktionsnedsættelse. Oftest er der elevatorer til kørestolsbrugere og gangbesværede, men nogle steder er der mange trapper, og så kan det selvfølgelig blive vanskeligere,” siger han.
Da Billedkunstneren taler med ham, er han på vej til et residency i Ukraine, hvor han skal forberede et kunstprojekt.
”Jeg har et godt netværk i Ukraine, som har hjulpet mig med at finde en lokal assistent til det her indledende besøg, hvor jeg skal afsøge muligheder for udstillingssamarbejde mellem danske og ukrainske kunstnere. Landet har en spændende kunstscene, som vi ikke kender så meget til her i Danmark. Men ligesom med mit øvrige arbejde risikerer det hele at falde til jorden, hvis det ikke lykkes mig at finde finansiering til assistenttimerne i projektet. Det er jeg selvfølgelig bekymret for,” siger han.
Kristian Sverdrup: Kunstneren som værk. Kunsthal Nord, 2017. Foto: Nils Fabæk.
Kunsten at bryde tavshedskulturen
Generelt oplever han god forståelse i kunstlivet for, at adgangsforhold og tilgængelighed på kunstinstitutioner skal være i orden, f.eks. i form af elevatorer og kørestolsramper. Men han oplever også, at det stadig er svært at tale åbent om de barrierer, man møder, som kunstner med handicap:
”Det er en ømtålelig debat i kunstverdenen, og jeg kan være nervøs for at blive beskyldt for at ’trække handicapkortet’. Det kan hurtigt blive et problem, hvordan andre opfatter dig i så lille et miljø som kunstlivet. Der er store tabuer på det her område,” siger han, der ofte tager udgangspunkt i spændingsfeltet mellem krop og samfund i sin kunst.
Dermed indskriver han sig i en kunstnerisk tradition, der undersøger positionen og repræsentationen af den syge eller handicappede krop — et felt, der låner sit sprog fra såkaldt ‘crip theory’, inspireret af forfattere som Michel Foucault og Judith Butler.
Et af de tidligste eksempler er bronzefiguren Spastika (2004), der er et hagekors sat sammen af afstøbninger af Kristian Sverdrups konfraktur i venstre hånd. Værket referer til nazisternes udryddelsesprogram T4, der omfattede fysisk og psykisk handicappede.
Et andet ældre værk, Body Library (2005), består af forskellige kropsdele og -typer, som blev vist i et reolsystem. Værket afspejlede tingsliggørelsen af kroppen og menneskets nye rolle som kroppens arkitekt. Et tredje eksempel på en personlig skulptur er Pain (2011), der blev skabt med afsæt i et benbrud, som kunstneren fik samme år.
Kristian Sverdrup: Torso. Gips, 48×20 cm. Foto: Niels Fabæk.
Kunstneren som værk
Kristian Sverdrup har i årenes løb meldt sig til flere forskellige forskningsprojekter om spastisk lammede for at kunne indsamle videnskabelige data til brug i sine egne kunstneriske studier. På den måde har han udfordret både videnskaben og sin egen krop og ladet det hele smelte sammen i kunsten.
Ud fra de mange forskellige målinger og tests, som hans spastiske krop har været genstand for, skabte han bl.a. de værker, der blev vist på en stor soloudstilling, Kunstneren som Værk i Kunsthal NORD i 2017.
Her kunne man f.eks. opleve kunstnerens torso i en særlig 3D-printet udgave, biopsier transformeret til tunge trærelieffer og elektromyografiske målinger omdannet til en række store, farvestrålende malerier samt et skulpturelt møbel i menneskelig skala. En udstilling, der åbnede nyt terræn i dansk kunstliv og blev flot modtaget af både anmeldere og publikum.
Og Kristian Sverdrup håber, at diskussionerne om lige repræsentation i kunstlivet fremover vil inkludere kunstnere med syge og handicappede kroppe.
”Vi har brug for at tale åbent om de barrierer, kunstnere med handicap oplever, også de økonomiske. Og finde nogen løsninger, så alle reelt får lige vilkår for arbejdet i kunstlivet.”