KUNSTNERKOLLEGER: I modsætning til f.eks. musikere og teaterfolk er billedkunstnere oftest alene i arbejdet. Måske derfor betyder det kollegiale fællesskab noget særligt for os? Billedkunstnernes Forbund (BKF) er i sig selv et eksempel på, hvordan billedkunstnere har organiseret sig i et kollegialt fællesskab, og forbundets tilbud om kollegial sparring, f.eks. i form af Ateliersamtaler er populære blandt medlemmerne. I decemberudgaven af fagbladet Billedkunstneren zoomer vi ind på billedkunstneres lange og levende fascination af kollegerne.
Af Miriam Katz
Ved siden af sit øvrige kunstneriske arbejde har maler og grafiker Peter Martensen altid dyrket portrættet. De senere år med en særlig knopskydning: Kunstnerportrættet.
Projektet har klare rammer: Kunstnerne indlogeres i to dage på Martensens landejendom i Odsherred, de placeres i et bestemt hjørne i hans atelier, og står så model fra klokken 10 til 18 hver dag. Undervejs får modellerne små pauser for at ryste stivheden ud af kroppen, gå ture i den nærliggende Ulkerup Skov og lave mad sammen med maleren, der afslutter hvert enkelt portræt på andendagens aften. Og ikke retter et eneste penselstrøg derefter.
Peter Martensen blandt nogle af sine portrætter. Foto: Janne Klerk.
”De faste rammer skaber en intensitet i arbejdet, som jeg godt kan lide. I begyndelsen taler vi ofte om, hvordan modellen skal stå, og prøver forskellige muligheder af. Men hen imod slutningen er vi mere tavse, mens jeg koncentrerer mig om at gøre portrættet færdigt. Det er som en hård workout for mig. Når vi er færdige, er jeg som en karklud,” siger den 68-årige kunstner, der især er kendt for sine store, ofte sort-hvide eller blåtonede malerier, befolket af flokke af anonyme mænd i hvide skjorter og udtryksløse ansigter. I hans gådefulde maleriske univers er disse klonede massemennesker placeret underligt akavet og formålsløst i vrimlen, uden kontakt med hinanden. Fremmedgjorte og sært genkendelige.
”Jeg har det dårligt med store grupper af mennesker,” siger Peter Martensen, som Billedkunstneren møder i København en kølig efterårsdag, der synes at have lånt sine melankolske gråtoner fra et af hans monokrome lærreder.
”Jeg frygter menneskegrupper — synes, de er uberegnelige og skræmmende, men set på afstand er de fascinerende. At møde og være nært sammen med et enkelt menneske og se, hvor kan vi nå hen sammen — det synes jeg derimod er fantastisk,” siger han.
Peter Martensen: Billedkunstner Jesper Rasmussen. 175×110 cm. Oil on canvas. FOTO Henrik Petit.
”Meget af det, jeg maler, når jeg ikke maler portrætter, er som syn, jeg drømmer frem. Det er svært at tale om, fordi det foregår ubevidst. Det gror ligesom bare frem, nogen gange hjulpet på vej af gamle fotos. Men med portrætterne får jeg al den nærhed, jeg mangler. Det er en sprække, der vokser noget godt frem af.”
Drevet af lyst
Martensens kunstnerportræt-projekt er opstået som modvægt til de bestillingsportrætter, han har udført i årenes løb. Bl.a. af de tidligere formænd for Folketinget Erling Olsen og Christian Mejldahl og af tidligere flygtningehøjkommissær Poul Hartling. Disse officielle portrætter er ofte blevet til over lange perioder, hvor han måske kun har mødt sin model nogle få gange, og derefter har arbejdet videre med portrættet ud fra fotografier.
I kunstnerportrætterne, derimod, er der tale om et intenst personligt møde, hvor det udelukkende er Martensens egen nysgerrighed, hans personlige valg og den kunstneriske frihed, der driver processen. Modellerne vælger Martensen ud fra sin fascination af den portrætterede. Hvad enten der er tale om venner og kolleger gennem mange år, eller om det er kunstnere, han aldrig har mødt, men som han ønsker at lære at kende.
”Det skal være så organisk som muligt. Jeg skal kunne mærke i forvejen, at noget er på vej, hvor personen nærmer sig mig i en eller anden forstand. En form for kemi. Men når jeg maler personen, tænker jeg ikke meget. Det går allerbedst, når det går direkte fra øjnene og ud i penslen. Udenom hjernen. Det føles mere autentisk og mindre konstrueret.”
Portrætmaleriet er en kompliceret, men lystbetonet affære, fortæller han:
Peter Martensen: Billedkunstner Doris Bloom. 175×110 cm. Oil on canvas. FOTO Henrik Petit.
”Vi mennesker er jo indrettet til at registrere de mindste psykologiske ændringer hos et andet menneske, når vi er sammen. Vi tjekker alting ubevidst. Det sker også, når man er i gang med et portræt. Det kan være noget af en kamp. Men det her projekt er virkelig lystdrevet, for jeg ved ikke noget bedre end at studere mennesker. Når jeg f.eks. kører i tog eller er ude på café, skal jeg passe på. Jeg glemmer nogen gange, at jeg stirrer på folk, og det kan selvfølgelig være intimiderende. Men i kunstnerportrætterne kan jeg frit råstudere et andet menneske to dage i træk,” siger han.
I atelieret, der passende er navngivet LYST, står maleren og hans model helt tæt, med kun halvanden meter imellem sig. Fra den vinkel ser Martensen benene i forkortning, hvilket han ikke prøver at ændre. Sådan ser det ud, når man står tæt sammen og sådan vil han male det.
”Jeg kan lide tanken om, at portrættet er skudt frem som en eruption mellem to aktører. Der er ikke en aktiv og en passiv part i portrætmaleriet. Modellens arbejde er mindst lige så krævende som kunstnerens. I det mindste når det foregår på denne måde.”
”Jeg bruger en masse energi, for jeg skal jo nå at blive færdig indenfor tidsrammen. Det er ikke stressende, men meget intenst. Nogle gange opstår der samtaler undervejs. Andre gange er vi tavse sammen. Mit blik bliver farvet af den andens blik. Der sker en gensidig udveksling, vi har effekt på hinanden. Ud af det, der opstår imellem os, bliver billedet til.”
Kunstens kollegiale rum
Martensens projekt maler sig ind i en lang kunsthistorisk tradition, hvor kunstnere portrætterer kunstnere. Portrætterne vidner ofte om det inspirerende, kollegiale rum, der kan opstå mellem kunstnere, som respekterer og forstår hinandens arbejde. Et fagligt fællesskab, som kan være enormt betydningsfuldt, og som Peter Martensen også selv kender:
Peter Martensen: Billedhugger Pontus Kjerrman. 175×110 cm. Oil on canvas. FOTO Henrik Petit.
”Men det er meget få, som jeg i dag taler dybt med om mit arbejde og mine værker. Jeg gjorde det med Preben Fjederholt (maler, 1955-2000, red.) Vores relation var virkelig vigtig for mig, og også for ham, tror jeg. Vi var meget beslægtede. Vi var nådesløse overfor hinanden. Det kan man være, hvis man føler stor gensidig respekt. Det har været lidt ensomt, siden han døde. Jeg følte, jeg blev en bedre maler af at være i dialog med ham.”
En af de kunstnere, Peter Martensen i dag har et tæt kunstnerisk samarbejde med, er forfatteren og mediekunstneren Morten Søndergaard, som er en af de i alt ti kunstnere, som Martensen foreløbigt har portrætteret. Blandt de øvrige portrætterede er billedkunstnerkollegerne Jesper Rasmussen, Doris Bloom og Pontus Kjerrman. Billedkunstneren Svend Danielsen, som er en anden af de få kunstnere, han har en løbende dialog med, omkring maleri og musikperformance — bliver den næste model i serien af kunstnerportrætter, fortæller Martensen.
”Tit, når jeg møder en person, tænker jeg, at det kunne være fedt at male ham eller hende. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, men det er noget med karisma. Jeg er forundret over, hvad det lige er, der gør, at jeg bliver så optaget af den person. Måske det er min indre forsker som gerne vil tættere på, og finde ud af, hvorfor jeg er så draget. Helt ærligt, så kan jeg næsten blive lidt forelsket i dem, jeg maler. Eller måske er jeg det lidt i forvejen. Det er drevet af lyst i hvert fald.”
Artiklen her er bragt i fagbladet Billedkunstneren #4 2021.