Driftskontoret, som er blandt de nominerede til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2021, har til huse på en gammel papfabrik i byen Bruunshaab, 6 km. sydøst for Viborg.
Her, i det gamle driftskontor, hvor driftslederen af papfabrikken Gl. Bruunshaab engang sad, har billedkunstner Annette Gerlif og keramiker Helle Bovbjerg skabt et unikt udstillingssted, som henover sommeren er blevet nomineret til BKF-prisen af et væld af begejstrede kolleger, publikummer og samarbejdspartnere.
De to kunstnere fortæller, at de længe havde leget med tanken om at etablere et kunstnerdrevet udstillingssted i Viborg, og havde også haft flere samarbejder med papfabrikken i form af kunstprojekter og symposier, da det i 2020 stod det klart for dem, at fabrikken og det gamle driftskontor var det helt rigtige sted at skabe en anderledes udstillingsplatform:
“Det opfyldte mere end blot ‘et udstillingsrum’, og gav os mulighed for at skabe noget helt unikt, som ikke ses andre steder – nemlig at etablere et kunstnerdrevet udstillingssted på et arbejdende museum,” fortæller de.
Bruunshaab gl. Papfabrik laver pap af affaldspapir, og besøges årligt af 10.000 fra ind- og udland. Nu, hvor Driftskontoret er rykket ind, bliver skiftende kunstnere inviteret på et recidency-ophold på fabrikken.
Her kan de skabe stedsspecifikke udstillinger med afsæt i fabrikken, pappets historie, de gamle håndværkstraditioner og naturen omkring papfabrikken.
“Udstillingerne bliver til i et samspil mellem kunst, kultur og natur, og giver de besøgende en kunstoplevelse på et uventet sted. Samtidig kan vi se, at kunsten tiltrækker et nyt publikum til fabrikken – så det er en win-win både for os og for fabrikken,” fortæller de to kunstnere.
Lokale samarbejder
Driftskontoret er på kort tid blevet et vigtigt bidrag til Viborg Kommunes øvrige kulturliv, og det eneste kunstnerdrevne udstillingssted i kommunen. En af Driftskontorets visioner er da også netop at skabe yderligere samarbejde og netværk mellem kunstnere og kulturinstitutioner i kommunen og regionen.
“Fra starten skabte vi et toårigt udstillingsprogram med fire udstillinger årligt. Grundet covid-19 har vi måtte udskyde en udstilling med en amerikansk kunstner, men det åbnede op for samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC), hvor vi i fællesskab kunne annoncere et open call målrettet kunstnere i Region Midt,” fortæller Annette Gerlif og Helle Bovbjerg.
Resultatet af det fælles open call blev udstillingen FEMALE STUDIER med Pernille Pontoppidan Pedersen.
“Vi var super glade for, at så spændende og interessant en kunstner valgte at søge om udstilling på vores sted. Hendes åbenhed og umiddelbare tilgang til det nyproducerede våde blå pap, som formbart materiale og anvendelse af nitter til at sammenholde pappet, henleder tankerne på cowboytøj (nitterne anvendes på Papfabrikken til produktion af bl.a. æsker). Hendes kunstneriske praksis er eksperimenterende og uforudsigelig i tilgangen til materialet, båret af en stærk vilje til at opsøge det utilsigtede og overraskende.”
I forbindelse med hver udstilling skaber folkene bag Driftskontoret – i samarbejde med de enkelte kunstnere – en blanding af performances, artist talks og workshops.
“Hver gang vi har inviteret publikum indenfor, er der opstået nogle magiske møder og samtaler. Vores arrangementer har været velbesøgte, og publikum er både kunstnere og besøgende fra området og regionen.”
Kunstnerdrevne skaber nye muligheder
Kunstnerdrevne udstillingssteder er vigtige for samfundet, fordi de har en anden agenda end de etablerede kulturinstitutioner, understreger Annette Gerliff og Helle Bovbjerg:
“Vi udgør som sted ‘en subkultur’, og skaber muligheder for andre kunstnere, ved at vise kunst som er uafhængige af salgstal, og klik og likes der styrer, hvad der skal vises. Vi er et nonprofit udstillingssted, som giver de inviterede kunstnere 100% frie hænder, og vi støtter og bakker dem op i deres kunstneriske process. På papfabrikken kan de besøgende komme ‘ind i maskinrummet’, og møde kunstnerne i processen, og se hvordan udstillingerne skabes.”
Men at etablere et kunstnerdrevet udstillingssted kræver, at man er en ildsjæl. For det tager tid, kræfter og en del benarbejde:
Støt kunstnerdrevnes drift – ikke kun opstart
“For at stedet skal blive en succes, skal der arbejdes hårdt og med mange ‘kasketter’ – fondsansøgninger, dialog og møder med kunstnerne, grafisk identitet, plakat, invitationer, workshops, SoMe platforme, hjemmeside, pressemeddelelser. Det er krævende og tager tid, dermed også tid og økonomi fra ens egen kunstpraksis. Vi ved godt, at det er selvvalgt – men vi oplever, at det er svært at honorere os selv som kuratorer og organisatorer af stedet, idet mange fonde øremærker deres tildeling direkte til kunstnerne. Det vil være rart, hvis f.eks. Statens Kunstfond havde en specifik pulje til drift af kunstnerdrevne udstillingssteder.”
Til gengæld oplever de to kunstnere opbakning både fra kolleger, publikum og samarbejdspartnere:
“Vi påskønner den støtte og opbakning, vi har fået fra starten af Viborg Kommune og Bruunshaab gl. Papfabrik. Og vi er glade for den omtale af Driftskontoret har fået via Aarhus Billedkunstcenter og lokalt – det har stor betydning.”
“Det har også været spændende her i løbet af sommeren at læse præsentationerne af de andre nominerede til BKF-prisen, og høre om deres holdninger og erfaringer med de samme problematikker, som vi oplever. Vi har en tanke om at lave et regionalt netværk for kunstnerdrevne udstillingssteder, og er allerede i dialog med Aarhus Billedkunstcenter om ideen. Netværket skal bruges til erfaringsudveksling, så vi kan stå stærkere sammen, og blive endnu bedre til at drive disse unikke steder.”