Nomineret: Kunst, der forstyrrer forstenede tankesæt

02.08.21 | Nyheder

“Der er brug for nye vinkler og visioner i en verden, som er ved at gå under af menneskets forbrug og grådighed, hvor uligheden vokser og naturen bliver tromlet. Kunstnere har skæve indsigter og kan være fødselshjælpere til at finde nye måder alt levende kan være her sammen på.”

Sådan siger billedkunstnerne Signe Vad og Nanna Gro Henningsen fra the Syndicate of Creatures, som er blandt de nominerede til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2021.

Platformen åbnede under navnet KRÆ Syndikatet i Kødbyen i København i juni 2017, hvorefter projektet har udviklet sig til en kunst- og interventionsgruppe og nomadisk platform med engelsk navn.

“I denne åbne form finder vi rum til at arbejde bredere. Vi laver kunstprojekter, arrangerer konferencer, kuraterer udstillinger og udstillingsprogrammer. Vi har ingen fysiske eller strukturelle rammer, der definerer, hvordan vi arbejder. I stedet har vi et ideologisk udgangspunkt. Vi bruger kunst og poetisk kollaboration som en åbning til at forstyrre vores forstenede tankesæt og vække sløvede sanser,” siger de to kunstnere.

Pythias Stemmer #3. Performance af Mycelium. April 2021.

Kunstneriske orakler
Et eksempel på, hvordan the Syndicate of Creatures gør netop det, er det omfattende performanceprogram Pythias Stemmer – Taler til Tiden, som blev afviklet henover forsommeren i år, og som genoptages og fortsætter fra september.

“Tanken er, at tiden har brug for andre stemmer. Så vi inviterer kunstnere, digtere og performancekunstnere til at tale Tiden op med tale-performances i gaderummet omkring vores andet projekt Office of Emergency på Vesterbrogade 101 i København. Ideen er at skabe et mobilt ‘speakers corner’, og kunstnerne er inviteret som orakeltalere,” fortæller Signe Vad og Nanna Gro Henningsen.

Hver torsdag i foråret indtog Pythias Stemmer – Taler til Tiden en bid af fortovet, hvor en kunstner stillede sig op og tale-performede for fremmødte publikummer, naboerne, trafikken og tilfældige forbipasserende.

“Det var en stor succes og virkelig sjovt. Der kom mange og lyttede, og alle forbipasserende lagde mærke til det. Nogle stoppede midt i myldretid-påvejhjemstressen, andre oplevede kunsten ved at vride hovedet af led i forbifarten. Alle de omkringliggende værtshuse, pizzeriaer, butikker mv. kendte til det, der foregik, og hjalp os med f.eks. at låne strøm,” fortæller de.

Pythias Stemmer #6. Performance af Jeanette Land Schou. Maj 2021.

Nødvendig kunstnerisk biodiversitet
Det er vigtigt for folkene bag the Syndicate of Creatures at give alle tilgang til at opleve kunstnernes stemmer. Derfor blev forårets performances livestreamet direkte på Voices of Pythias Facebookside. Desuden videodokumenteredes alle 16 performances, og der redigeres en udgave, som vil blive udstillet i Office of Emergency, og som bliver lagt ud med engelske undertekster på www.voicesofpythia.zone til efteråret.

Hvilken rolle, mener I, at kunstneres selvorganiserede projekter spiller i kunstlivet – og i samfundet?

“De selvorganiserede projekter giver kunstnere frihed til selv at sætte rammerne for deres kunstneriske arbejde og også for formidlingen af det. I det kunstnerdrevnes kollegiale fællesskab kan der eksperimenteres spontant med form og indhold, fordi det oftest er små enheder, der drives af lyst og nødvendighed med det kunstneriske udtryk som afsæt.”

Pythias stemmer # 9. Performance af Ursula Andkjær Olsen. Juni 2021.

“Kunstnerens udgangspunkt og optik er ofte radikalt anderledes end institutionernes og det, der udvikles i det mulighedsrum, kommer også til at påvirke den samlede kunstscene gennem skabelsen af mangfoldige alternativer i organisationsformer, kunstneriske udtryk og udsagn. Det selvorganiserede og institutionerne er del af det samme økosystem og uden biodiversitet udsultes de store dyr også i sidste ende,” siger Signe Vad og Nanna Gro Henningsen.

Hvis I skulle nævne 1 ting, der kunne forbedre vilkårene for kunstnerdrevne steder, hvad skulle det så være?

“Hjælp til drift. Bedre mulighed for at søge driftsstøtte til dem, der faciliterer deres kollegaer og udvikler nye typer af mulighedsrum og særtænkning i kunstverdenen. Det er hårdt hele tiden at søge til projekter og tamt, institutionelt og uorganisk at skulle definere hele projekter og udstillingsprogrammer på forhånd. Og desuden er det kedeligt og hæmmende at skulle lære at formulere projekter, som om man var kunsthistoriker.”

Alle fotos her på siden: the Syndicate of Creatures / Voices of Pythia 2021.

Pythias Stemmer #8. Performance af Eliyah Mesayer. Maj 2021.