Mens de store kunstinstitutioner var ramt af corona-nedlukninger, aflysninger og restriktioner lykkedes det sidste år billedkunstner Frodo Mikkelsen at åbne et helt nyt rum for samtidskunst, langt fra kunstlivets hovedstrøg i de store byer.
Kunsthal Thy, som udstillingsstedet hedder, er blandt de nominerede til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2021.
Kunsthallen har til huse i en 30 m2 stor udestue i tilknytning til kunstnerens eget hjem og atelier i den nordjyske landsby Østerild. Her, i en stråtækt landejendom på Gl. Aalborgvej 6, har Frodo Mikkelsen boet, siden han med sin familie flyttede til Thy fra Københavns Sydhavn i 2019.
”Jeg savnede virkelig kunst og kultur i lokalområdet, efter vi flyttede herop. Nu har Statens Museum for Kunst for nylig etableret en filial her, så efterhånden sker der lidt mere. Men ellers er det som om kunstinteressen stopper nede ved Herning,” siger Frodo Mikkelsen, der med Kunsthal Thy især ønsker at bringe samtidskunsten ud til et nyt, lokalt publikum:
”Hvis jeg kan overbevise byens slagter eller murermester om at kigge forbi og opleve vores udstillinger, er jeg glad. Og det er faktisk lykkedes et par gange allerede,” siger Frodo Mikkelsen, der for lidt over et års tid siden besluttede at skabe det rum for samtidskunsten, som han som nytilflyttet Thybo selv savnede i lokalområdet.
Fra Brooklyn til Thy
Og der er kort vej fra tanke til handling, når det gælder kunstneres selvorganiserede udstillingsrum. Med et tilskud fra sidste års coronapulje til kunstneriske sommeraktiviteter blev Kunsthal Thy en realitet i august 2020. Kunsthal Thys første udstilling, NYC-Thy, var med værker af Frodo Mikkelsen selv og kollegaen Birgitte Søvsø. Udstillingen skulle have været vist på et galleri i Brooklyn, New York, men blev udsat pga. corona-nedlukning.
Siden har den lille kunsthal vist værker af en lang række markante danske og internationale samtidskunstnere, blandt andre Camilla Thorup, Fie Norsker, Jon Stahn, Hanne Ravn Hermansen og Claes Otto Jennow. For ikke at glemme den amerikanske tegner Paul Brainard og billedhugger Henrik Westergaard fra nordjyske Frøstrup.
Kunsthal Thys aktuelle udstilling, Glas Måne, er netop åbnet med værker af maler Jasper Sebastian Stürup og vises frem til d. 14. juli 2021. Og publikum har taget godt imod det kunstnerdrevne udstillingslivs nye, nordjyske knopskud, fortæller Frodo Mikkelsen:
Kunstnernes egne valg
”Publikum er både lokale og turister, der f.eks. ruller forbi Kunsthal Thy på vej til eller fra det nærliggende Kirsten Kjærs Museum. Og vi får meget positiv respons. Jeg tror, folk er lidt overraskede over at finde ny spændende samtidskunst herude.”
De kunstnere, der vises værker af i kunsthallen, vælger Frodo Mikkelsen ud fra sin egen personlige smag:
”Det er kunstnere, jeg synes laver interessante ting, og som jeg ikke nødvendigvis kender personligt,” siger han, der selv har udstillet flittigt på gallerier i ind- og udland, bl.a. i New York, de seneste mange år.
Han peger på, at kunstnernes egne udstillingssteder udgør et vigtigt frirum for kunstnerisk udvikling, netop fordi udstillingerne udelukkende skabes ud fra en engageret, kunstnerisk nysgerrighed og interesse:
”Her har vi frihed til at gøre og vise, hvad vi vil – uden at skulle tænke på penge eller indtjening. Kunsthal Thy er 100 % non profit. Hvis publikum vil købe nogle af de værker, vi viser, må de kontakte kunstnerne, for vi har ikke salgsudstillinger. Der er nok kommercielle gallerister derude.”
Foto øverst: Top shelf. Kunsthal Thy 2021. Værker af Fie Norsker, Camilla Thorup, Louise Gaarmann, Jon Stahn m.fl.