Leder, Billedkunstneren #1 2022
Af Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)
Mange sammen, står vi stærkt – og som nytiltrådt forperson for BKF er det opløftende at kunne bidrage til en blomstrende organisation, med en medlemsskare der er i vækst og strækker sig over generationer og utallige praksisformer. Tak for tilliden ved valget til forperson på BKF’s generalforsamling i november sidste år!
Arbejdet i bestyrelsen, BKF’s udvalg og sekretariat er i fuld gang, og vi har nok at tage fat på. Kunstneres arbejdsvilkår er langt fra gode nok, hvilket coronakrisen har gjort ekstra tydeligt. Men samtidig står vi i en tid, hvor debatten om billedkunstneres vilkår når pressen og befolkningen bredere. Det giver mig håb om, at andre end os i feltet forstår, hvor vigtig kunsten er for fællesskabet, og hvor afgørende det er at forbedre kunstnernes arbejdsvilkår.
Ordentlige arbejdsvilkår handler selvfølgelig om kontraktforhold, honorering og finansieringsmuligheder for kunsten. Men det handler også om repræsentation i kunstlivet, og om lige adgang for alle kunstnere til studie- og arbejdslivet i kunstverdenen. Derfor er mangfoldighed og ligestilling et vigtigt fokusområde for BKF’s bestyrelse. Vi har bl.a. formuleret en mangfoldigheds- og ligestillingsstrategi og en guide til psykisk arbejdsmiljø for billedkunstnere, som blev vedtaget i efteråret og kan læses her…
BKF’s mangfoldigheds- og ligestillingsarbejde har løbende fokus på, hvordan forbundet kan være med til at skubbe på for at skabe en mere inkluderende kunstverden. Det gælder bl.a. parametre som køn, kulturel/etnisk baggrund, alder, social klasse, geografi og synlige/usynlige handicap.
Sidstnævnte markør zoomer vi ind på i en række temaartikler i denne udgave af Billedkunstneren, hvor redaktionen taler med kunstnere, kunstchefer, akademirektorer og beslutningstagere i kunstlivet om de barrierer, der er, for kunstnere med synlige og usynlige funktionsnedsættelser. Og beder de medvirkende komme med bud på, hvordan disse barrierer kan nedbrydes.
Denne diskussion er allerede i fuld gang i udlandet. Som du kan læse om her i bladet, viser en ny EU-rapport, at kulturinstitutioner og bevilgende myndigheder mangler viden på området, og at det udgør en alvorlig barriere for kunstnere med handicap. Det ønsker vi i BKF at være med til at italesætte for at kunne bidrage til en forbedring af forholdene på området.
Selvfølgelig skal kunstnere med handicap have lige adgang til at arbejde i kunstlivet. For deres egen skyld, og for alle vores andres også. For hvad sker der, når et livsperspektiv ikke repræsenteres i samtidskunsten?
Ansvaret for at vise et nuanceret hold af kunstnere, der udtrykker befolkningens mange facetter i værk såvel som praksisform, skal løftes af feltets institutioner, fonde og aktører – men også kollektivt. Vi skal som kolleger og publikum have mulighed for at opleve værker med udgangspunkt i mangfoldige livsoplevelser. Derfor er kampen for lige adgang til kunstlivet for kunstnere med handicap alle kunstneres kamp.
Det er et kunstnerisk stærkt felt fuld af inspirerende og væsentlige bidrag til udviklingen i samtidskunsten, og jeg håber, vi kan være med til at åbne endnu fleres øjne for, hvor vigtigt det er, at disse stemmer, indsigter og praksisser får plads i kunstlivet.
God læselyst!
Lederartiklen her er bragt i Billedkunsteren #1 2022