Ønskes: En omsorgsfuld og respektfuld kunstverden

01.09.21 | Nyheder

Af Miriam Katz, fagbladet Billedkunstneren #3 2021

Hvordan forbedrer vi arbejdsmiljøet i kunstlivet? Et vigtigt skridt er at få et fælles sprog for at tale om usynlige magtstrukturer, krænkelser og diskrimination. Det mener billedkunstnerne Yvette Brackman og Bettina Camilla Vestergaard, der med projektet Kunst Forskelle Fællesskaber åbner for en ny samtale blandt kunstnere, kunststuderende og kunstarbejdere.

Det hele begyndte tilbage i 2018, da Billedkunstnernes Forbund i samarbejde med kunstplatformen Idoart.dk afholdt debatmøde om #Metoo i kunstlivet. Mødet foregik på Overgaden i København, og i den tætpakkede sal undrede både oplægsholdere og publikum sig over, at #Metoo endnu ikke – som i mange andre vestlige lande – havde ført til et begyndende opgør med sexisme, krænkelser og grænseoverskridende adfærd i dansk kunstliv.

Som en af de svenske kunstnere, der holdt oplæg på mødet, sagde: Danmark er stedet, #Metoo tog til for at dø.

”Jeg var også selv i tvivl, da jeg sagde ja til at holde oplæg på debatmødet,” fortæller billedkunstner Bettina Camilla Vestergaard.

”Har vi overhovedet et problem med krænkelser i kunstlivet? Eller er det bare mig, der oplever det sådan? Men selvom jeg var nervøs over at skulle tale offentligt om de her ting, så kunne jeg bare mærke et stort JA indeni, da jeg blev inviteret til at deltage. Jeg følte ikke, jeg kunne sige nej. Det her var alt for vigtigt,” siger hun.

Bettina Camilla Vestergaard og Yvette Brackman i deres udstilling Kunst Forskelle Fællesskaber, hos ARIEL – Feminisms in the Aestethics, Kvindernes Bygning i København FOTO Rine Rodin.

Billedkunstneren møder Bettina Camila Vestergaard og kollegaen Yvette Brackman på det minimalistiske udstillingssted Ariel – Feminisms in the Aestethics, i Kvindernes Bygning i København, hvor de i juni udstillede under titlen Kunst Forskelle Fællesskaber.

På udstillingen i det 6 m2 store vindueslokale ud til Niels Hemmingsensgade præsenterede de to kunstnere elementer fra deres kommende bog med samme titel, der udkommer på ARIEL PRESS til november. Bogen består bl.a. af en række udførlige spørgeguides, der kan fungere som samtalestartere for kunstnere, kunststuderende og kunstarbejdere.

De handler f.eks. om, hvorvidt man har oplevet forskelsbehandling, sexchikane, uønsket seksuel opmærksomhed, mobning eller mindretalsstress. Desuden skaber bogen overblik over, præcist hvordan ovenstående begreber defineres i gældende lovgivning. Og bringer oversigter over bl.a. netværk, vidensressourcer, juridisk og psykologisk rådgivning, som er gode at kende til, hvis man har oplevet krænkelser.

”Vi ser vores håndbog som en slags debat- og selvhjælpsbog til kunstlivet,” siger Yvette Brackman. ”Vi håber, den kan skabe et rum til at få gang i samtaler på tværs af forskellige grupperinger i kunstlivet. Samtaler, som vi synes, er nødvendige for at skabe en mere respektfuld arbejdskultur, både i værkstedsmiljøerne, på udstillingsscenen og på kunstuddannelserne.”

Kunstens #Metoo
Kunst Forskelle Fællesskaber er vokset ud af føromtalte #Metoo-seminar på Overgaden, hvor en gruppe kunstnere, deriblandt Bettina Camilla Vestergaard og Yvette Brackman, efterfølgende gik sammen om at arbejde videre med at få indblik i – og søge løsningsmuligheder på – sexismen i dansk kunstliv.

”Vi havde et fælles behov for at gøre noget, så vi samledes for at tale videre. Nogen gik i basisgruppe, andre i læse- og spørgeskemagruppe,” fortæller Yvette Brackman om arbejdet i gruppen Kunst og Solidaritet (KOS), der strakte sig over det følgende halvandet år.

Til sidst måtte de dog erkende, at det ikke var muligt at gennemføre den store, dybdegående undersøgelse i kunstlivet, som de oprindeligt ønskede. Gruppen blev opløst, og Brackman og Vestergaard fik frie hænder af kollegerne til at bruge det materiale, de havde skabt sammen, og arbejde videre med det. Efterfølgende involverede de to kunstnere bl.a. sociologer, kønsforskere og andre fagfolk i et omfattende researcharbejde. Det er al den research og erkendelserne fra arbejdet med KOS, de bærer videre ind i kunstprojektet Kunst Forskelle Fællesskaber.

”De spørgeguides, som vi har udviklet i Kunst Forskelle Fællesskaber, er skabt med basis i velafprøvede formater fra forskningsverdenen. Vi har så tilpasset spørgsmålene de prekære arbejdsvilkår i kunstlivet. For vi synes, at spørgeguides virkelig kan noget i forhold til bevidstgørelse,” siger Bettina Camilla Vestergaard.

”Jeg har selv oplevet, hvordan spørgsmålene får sat gang i nogle samtaler, jeg ellers ikke ville have haft med kolleger og samarbejdspartnere. At de fik mig til at tænke over mine egne og andres erfaringer og se dem i et nyt lys. Det er en bevidstgørelsesproces, som er helt nødvendig, hvis vi sammen skal prøve at ændre på de indgroede normer og værdier, der gennemsyrer kunstlivet,” siger hun.

Yvette Brackman og Camilla Bettina Vestergaard: Spørgeguides. Kunst Forskelle Fællesskaber | Ariel – Feminisms in the Aestethics. 2021. Foto: Malle Madsen.

Åben kunstnerisk proces
På udstillingen i Kvindernes Bygning bad de to kunstnere publikum om at bidrage til processen: Udstillingsrummet havde karakter af et åbent redaktionskontor, hvor besøgende blev bedt om at formulere og medskabe indhold til den kommende håndbog. Selve udstillingsdesignet var udformet med referencer til kvindelige, feministiske kunstnere, teoretikere og aktivister.

F.eks. havde Brackman og Vestergaard installeret et langbord med arkiv- og samlekasser, som en hommage til den amerikanske, feministiske kunstner Mary Beth Edelson og hendes værk Story Gathering Boxes (1972). Og al skriftligt materiale til udstillingen var udarbejdet i skrifttypen Women’s Car Repair Collective font, designet af den amerikanske feminist og aktivist Nat Pyper, der bygger videre på en designstil skabt af det feministiske kollektiv the Lesbian Alliance i St.Louis i 1970’erne.

Her, ved langbordet i udstillingsrummet, kunne publikum nedskrive og dele deres tanker, erfaringer og viden om (u-)ligebehandling i kunstlivet, og aflevere deres notater i arkivboksene. Der blev også afholdt flere velbesøgte læsegruppemøder i udstillingsperioden, og især det yngre kunstpublikum engagerede sig, fortæller de to kunstnere, der er taknemlige for de gode samtaler, der  opstod:

”Det var meget givende og vigtigt for os at have en åben proces i projektet. Vi er jo to hvide ciskvinder i henholdsvis 40’erne og 50’erne – og vi har selvfølgelig blinde vinkler og er præget af vores egen baggrund, uddannelse, socialklasse osv.,” siger Bettina Camilla Vestergaard.

Samtaler om usynlige strukturer
”Nogle af de besøgende fortalte f.eks., hvor vanskeligt det kan være at navigere som elev på en kunstuddannelse, hvis man kommer fra en baggrund, hvor der aldrig er blevet talt om kunst. I modsætning til hvis du f.eks. er barn af en kunstner eller akademiker. Der er nogle af os, som trives fint med kunstlivets uformelle magtstrukturer og har forholdsvis nemt ved at arbejde i den slags miljøer. Mens andre er utrygge, fordi de ikke kender de usynlige koder og normer, der præger omgangsformerne, f.eks. mellem undervisere og elever på kunstuddannelserne,” siger Yvette Brackman.

Hun peger på, at der er en usynlig magtstruktur i det ustrukturerede, uformelle fællesskab, der ofte er på kunstuddannelser:

”Kunstuddannelser kan være et darwinistisk miljø, hvor dem, som har personlige ressourcer til at etablere gode relationer til lærerne, kan få meget ud af undervisningen. Mens dem, der er usikre og ikke har et sprog eller en forståelse for kulturen med hjemmefra, får en ulempe. Vi har som undervisere et stort ansvar for at se og forstå, at de her mekanismer er i spil,” siger hun, der ligesom Bettina Camilla Vestergaard er erfaren underviser:

Yvette Brackman har været professor og leder af Skolen for Mur og Rum på Det Kgl. Danske Kunstakademi og har undervist i mange andre sammenhænge i dansk kunstliv. Bettina Camilla Vestergaard underviser bl.a. på Holbæk Kunsthøjskole og har tidligere undervist på Det Jyske Kunstakademi og flere af landets forberedende skoler og kunsthøjskoler.

Yvette Brackman og Camilla Bettina Vestergaard: Kunst Forskelle Fællesskaber | Ariel – Feminisms in the Aestethics. 2021. Foto: Malle Madsen.

Intersektionelt perspektiv
Undervejs i arbejdsprocessen med Kunst Forskelle Fællesskaber stod det klart for de to kunstnere, at det ikke var tilstrækkeligt at forstå kunstlivets forskelsbehandling alene i forhold til køn. Andre identitetsmarkører, f.eks. socialklasse, etnicitet, seksualitet, alder og funktionsvariationer, hører med.

”Vi udviklede os med opgaven, og samfundets forståelse af ulighedsproblematikker udviklede sig også, mens vi arbejdede på projektet,” siger Bettina Camilla Vestergaard med henvisning til bl.a. Black Lives Mattersbevægelsen, der i kølvandet på politimordet på amerikanske George Floyd har sat nyt lys på strukturel racisme, også i kunstlivet.

”Efterhånden som vi dykkede dybere ned i forskningen på området, kunne vi se, at det er vigtigt at få fokus på en bredere diskriminationsproblematik. Og så fik vores projekt et intersektionelt
feministisk perspektiv,” siger Yvette Brackman.

Intersektionalitet er, forklarer de to kunstnere med et citat fra den amerikanske feministiske teoretiker og aktivist Kimberlé Crenshaw: ”den komplekse og akkumulerende måde, hvorpå virkningerne af flere former for diskrimination forbundet med identitetsmarkører overlapper og interagerer med hinanden på flere niveauer, hvilket bidrager til yderligere diskrimination.”

Er du f.eks. både kvinde og har anden etnisk baggrund end dansk, påvirker det dine arbejdsvilkår som kunstner på måder, der griber ind i og forstærker hinanden. Og begge positioner skal ses og anerkendes, hvis man vil skabe forandringer, lyder ræsonnementet.

Prekære kunstnerliv
De to kunstnere efterlyser større bevidsthed om de komplicerede mekanismer, der er på spil i en prekær branche som kunstlivet, hvor en lang række gatekeepers har stor magt over den enkelte kunstners karriere:

”Politisk arbejde foregår også på et individuelt plan. Det handler om personlig bevidstgørelse. Om at stille os selv og hinanden svære, men vigtige spørgsmål. Og om at få et fælles sprog for at tale om de usynlige, ekskluderende mekanismer og magthierarkier, der præger os alle sammen,” siger Bettina Camilla Vestergaard.

”Uligheden i kunstlivet bunder i høj grad i det prekære arbejdsliv, vi har som kunstnere. At vi ikke er i faste kontraktansættelser, men hopper fra projekt til projekt. Oplever du f.eks. grænseoverskridende adfærd fra en opdragsgiver, kurator eller samarbejdspartner, har du ikke en tillidsrepræsentant at henvende dig til. Ofte står du helt alene i situationen, og har måske heller ikke kolleger, der har bevidnet det, der er sket. Kunstlivet har ingen klare strukturer, magten ligger ofte i personlige relationer: Hvis du giver mig noget, åbner jeg den her dør. Og ingen holder øje med det.”

”Når vi har afprøvet vores spørgeguides, er det meget tydeligt, at kunstnere ofte tvivler på, om de overhovedet ’har lov’ til at føle, at de er blevet udsat for uønsket opmærksomhed eller krænkelser. Derfor gør vi i bogen meget ud af at beskrive de forskellige definitioner af f.eks. ’sexchikane’, ’mobning’, ’seksuel tvang’ helt tørt og faktuelt, på baggrund af gældende lovgivning. Bogen rummer også oversigter over, hvor man kan henvende sig, hvis man har brug for rådgivning og støtte. Der er ikke tale om udtømmende oversigter, for feltet er hele tiden i udvikling. Men vi håber, vi på den måde kan være med til at skabe klarhed over begreberne og give både kunstnere og kunstelever mulighed for at handle, hvis de udsættes for forskellige former for grænseoverskridende adfærd,” siger hun.

Myten om det magtfri rum
Brackman og Vestergaard understreger, at det er vigtigt at værne om kunstens frirum, hvor vildskab og afprøvning af grænser traditionelt er blevet idealiseret. Men de insisterer samtidig på, at det må være muligt at behandle hinanden respektfuldt i det frirum, som kunsten udgør. Yvette Brackman:

”Vi skal selvfølgelig beskytte og bevare den kunstneriske frihed. Men vi har også et ansvar for, at det er et frirum, som alle har lyst til at være i”

”Vi kommer ikke og trækker nogle retningslinjer for respektfuld adfærd ned over folk, men i bogen peger vi på både lovgivning og definitioner om f.eks. ligebehandling, mobning, chikane og intersektionalitet. Så folk kan reflektere over, hvad de oplever. Det hele starter med at vide, hvad der foregår.”

De to kunstnere håber, at bogen taler bredt til alle i kunstlivet, på tværs af generationer, professionelle roller og personlige baggrunde:

”Vi ønsker ikke kun at henvende os til dem, der oplever krænkelser, men også til dem, der – måske ubevidst – krænker. Og til dem, der bevidner det. Det handler om at synliggøre og blive bevidste om komplekse, psykologiske og strukturelle mønstre, som vi alle sammen er del af. Vi er nødt til at tale sammen, på tværs af forskellighederne, for at skabe gensidig respekt og empati.”

At det er en svær ambition at indfri, er de klar over:

Yvette Brackman og Bettina Camilla Vestergaard i deres udstilling Kunst Forskelle Fællesskaber | Ariel – Feminisms in the Aestethics. 2021. Foto: Rine Rodin.

”Det er måske et utopisk projekt at tale til alle i kunstlivet. Nogle står måske af på den her form for samtale, fordi de føler, de bliver proppet ind i bestemte kasser. Men omvendt mener vi, er det nogle kasser, der gør, at det bliver muligt at tale om svære ting,” siger Bettina Camilla Vestergaard. Yvette Brackman supplerer:

”Så længe vi ikke har et fælles sprog for de mekanismer, der er på spil her, kan den undertrykkende kultur fortsætte. Og problemet er jo, at der er nogle, der slår sig hårdt på det og betaler prisen. Der er også et generationsopgør her: Mange kunstnere i min generation har en stærk kvindekampsbevidsthed, og har måske tendens til at sige til de unge, at det er deres eget ansvar at sige fra overfor grænseoverskridende adfærd. Men de yngre årgange ser helt anderledes på det. De spørger: ’Hvor er de voksne? Hvorfor er det os, der skal sige fra, og ikke jer, der skal standse jeres egen grænseoverskridende eller diskriminerende adfærd? Hvorfor holder I hånden over kendte krænkere? I vil f.eks. gerne tale om kolonialisme og racisme, men når I udstiller, inkluderer I ikke kunstnere, der mærker kolonialismens følger på egen krop.’ Den kritik er vi simpelthen nødt til at lytte til og handle på i kunstlivet, mener jeg.”

Camilla Bettina Vestergaard: ”Vi er et fagfelt fyldt med magtforskelle. Vi har ingen illusion om at nivellere alle magtforskellene. Forskelle kan være ok, og de skaber dynamik på mange måder. Men vi skal blive bedre til at se forskellene, tale om dem og tage ansvar for at udfordre magten, når den misbruges.”

”Vi håber, at den her samtale kan spredes i klasseværelser, på kunstakademier og ude i kunstlivet. At den kan give forståelse og perspektiv i forhold til de relationer og hierarkier, vi er præget af. Så vi i fremtiden tager mere hensyn og bidrager til respektfulde og empatiske omgangsformer i de forskellige kunstmiljøer.”

Ekkokamre og syndebukke
Samtidig håber Brackman og Vestergaard, at bogen kan skabe et rum, hvor det er muligt at tale om, at folk med rette kan føle sig uretfærdigt anklagede for sexisme eller racisme.

”Den samtale er også vigtig. Vi sidder efterhånden i ekkokamre og taler med ligesindede. Både på de sociale medier og f.eks. i kølvandet på Metoo og den såkaldte ’busteaktion’, hvor vi ofte har tendens til at udpege nogle som dårlige og andre som rene. Det er syndebukstænkning, der lukker ned for kreativitet og udvikling,” siger Yvette Brackman.

”I stedet handler det om at lære at give plads, tage ansvar og behandle hinanden ordentligt, og det gælder selvfølgelig både for f.eks. studerende og undervisere. Du er ikke nødvendigvis kun et offer. Du har også en agens, og vi er nødt til at tage de svære samtaler, også når vi er uenige eller der er opstået en konflikt,” siger hun.

Projektet Kunst Forskelle Fællesskaber er netop tænkt som en opfordring til at komme i gang med den slags samtaler:

”Vi har selv oplevet i processen, at vores spørgsmål affødte reaktioner som: ’Årh, hvor godt at blive spurgt om det her!’ Og så åbnede sluserne. Det er skønt at få talt sammen og få sagt højt: Det, jeg oplevede, var ikke ok. Også selvom det måske ligger 20 år tilbage i tiden. Så bliver man fri og kan gå videre,” siger Bettina Camilla Vestergaard.

”Vi ønsker mest af alt, at bogen peger videre – at den kan bidrage til, at vi sammen kan sætte handling bag ordene, ændre vores adfærd, når det er nødvendigt, og styrke respekten og empatien i vores branche”

— Har kunstnere svært ved at se sig selv som magtfulde eller privilegerede?

”Ja, det vil jeg nok mene, at nogle af os har,” siger Yvette Brackman.

”Nogle holder – bevidst eller ubevidst – meget fast på den magt, de har. Og er blinde for de privilegier, vi kan have som kunstnere eller som f.eks. undervisere på kunstuddannelserne. Der er et stort behov for at skabe mere bevidsthed om de her positioner. At vi kan tale om, hvordan vi tager ansvar for at håndtere magt på en ansvarlig og produktiv måde.”

Denne artikel er bragt i fagbladet Billedkunstneren, september 2021.

#METOO: ANDEN BØLGE I KUNSTLIVET
Tavshedskulturen i kunstlivet blev for alvor brudt, da BKF i efterår og vinter 2020 kunne offentliggøre en lang række billedkunstneres rystende vidnesbyrd om sexisme og grænseoverskridende adfærd i dansk kunstliv.

Efterfølgende har en lang række aktører i kunst- og kulturlivet, heriblandt BKF, igangsat uddannelsesforløbet Kunst & Kultur i Balance, der skal styrke inklusion, ligebehandling og mangfoldighed. Og i disse måneder er en arbejdsgruppe under BKF’s bestyrelse i færd med at formulere et kodeks for ligestilling i kunstlivet, som kan bidrage til at fastholde fokus på området og skabe forandringer.

 

 

 

 

 

 

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.