Her er vinderne af BKF-pris for kunstnerdrevne 2018

29.10.18 | Nyheder

“Tre priser er SLET, slet, SLET ikke nok!”

Sådan lød det indledningsvis fra Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF), da han bød velkommen til årets BKF-prisfest i Carlsberg Akademis Pompejisal fredag 26. oktober. Og så løftede han sløret for navnene på de tre vindere af BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2018:

Hospital Prison University Archive, læs juryens motivering her…

SixtyEight Art Institute, læs juryens motivering her…

Kunsthal ved siden af / du.al., læs juryens motivering her…

Højt kunstnerisk niveau
I år havde juryen, der bestod af billedkunstnerne Anna Margrethe Pedersen, Uffe Isolotto og Nis Rømer, lavet en shortliste for at skabe mere opmærksomhed om, hvor meget godt der findes på den kunstnerdrevne scene:

“De udstillingssteder på shortlisten, som ikke blev præmieret i år, har et monumentalt højt niveau, og overgår i min optik de fleste etablerede kunstinstitutioner herhjemme i kunstnerisk ambition, nytænkning og samfundsmæssig relevans. Og flere af de steder, der ikke er shortlistede i år, har mange af de samme kvaliteter,” sagde Nis Rømer til publikum, der var mødt op for at fejre den kunstnerdrevne scene i den smukke vinterhave i brygger J. C. Jacobsens private villa på Carlbergområdet.

Det er velegnede rammer til en fest for kunsten og kunstnerne, påpegede Nis Rømer:

“Huset her var i en årrække æresbolig for Niels Bohr, der har gået rundt med sin pibe her, hvor vi står nu, i det der engang var et væksthus fyldt med sjældne planter. Han kaldte det ‘et gemmested for tankerne’. Vi synes, det er et godt sted at fejre og sætte spotlys på de kunstnerdrevne steder, der i sig selv er væksthuse, hvor en masse nyt bryder frem og kultiveres.”

“Det er et felt, der er flygtigt og foranderligt som naturen selv. Hvor kunstnere arbejder idealistisk for, sammen med deres kolleger, at skabe kunst for alle. Der, hvor man som publikum får nogle af de bedste oplevelser og opdager kunstnere, man kommer til at følge mange år frem.”

I alt var 50 kunstnerdrevne steder i år nominerede til prisen af publikum, kolleger og samarbejdspartnere.

Tak til alle, der mødte op til BKF’s prisfest for at fejre den kunstnerdrevne scene, og tak til alle kunstnerne, der skaber det stærke, selvorganiserede kunstliv, vi har herhjemme!

Prisfesten fandt sted i Pompejisalen, den smukke vinterhave i brygger J. C. Jacobsens private villa på Carlsbergområdet.

 

Skulptøren Anders Bonnesen har skabt vinderstatuetten som en oversættelse af ‘Artist Run Space’ til form.

Duo Demona v. kunstnerne Nour Fog og Maj Kærsig opførte en lydperformance ved prisfesten.